Bygningsarbejderen Sabitra

Foto: Carsten Snejbjerg
På et stillads af sammenflikkede rafter balancerer bygningsarbejdere i kvalmefremkaldende højder. Hvis de træder ved siden af, kan det betyde døden eller en invaliderende arbejdsskade.

Kathmandu er søvnig og bidende sådan en vintermorgen. Klokken er 6, og kviksølvet skutter sig på otte grader. Men Sabitra Dahal på 35 år er klar til arbejdet på byggepladsen – en fem-etagers bygning.Byggearbejder

Sabitra hårde hverdag

Sabitra står op klokken 5, ammer sin lille datter og går den timelange tur fra det beskedne værelse, som er familiens hjem. Fem personer bor med beskidte madrasser, et komfur, lidt køkkengrej og et 14-tommers TV som eneste underholdning.

Den halvanden år gamle pige efterlader hun hos sin mand, som er langtidssyg og arbejdsløs, indtil hun vender hjem igen 12 timer senere. Sabitra går til fods, mens hun betragter andre køre forbi på motorcykler. Bus er en luksus til få kroner, som hun ikke har råd til.                                     

Ingen sikkerhed

Bygningsarbejderne arbejder uden sikkerhed – og hvis uheldet er ude, er der ingen lægehjælp, ingen erstatning og ingen social sikring. Dertil kommer, at arbejderne ofte er daglejere, så en brækket arm er ensbetydende med ingen indkomst til dem selv og deres familie, indtil armen er helet. Men det er det daglige slid med tunge løft, lange arbejdstider og usle levevilkår, som i det lange løb knækker bygningsarbejderne.

Det eneste Sabitra drømmer om, er en lille hytte på landet og måske uddannelse til sine børn. Men mulighederne er få. For eksempel er det svært at finde et sted at bo, hvis ikke man har fast arbejde. Og i skolen får den store søn Sobhit ikke hjælp af læreren, fordi familien er fattig. Forældrene er ikke i stand til at hjælpe med lektierne.  ”Fattige mennesker kan ikke drømme store drømme,” siger Sabitra.

Se udvalgte billeder af Sabritra og de nepalesiske bygningsarbejdere fra fotoudstillingen

 

 

AddToAny

Share/Save