Arbejdsmarkedskonsortiet
Vi arbejder sammen med 3F og DI
Den danske model er udgangspunktet for aftalen med Danida


I 2017 skete der noget nyt i udviklingsbistanden
Ulandssekretariatet, 3F og Dansk Industri (DI) gik sammen i et konsortium for at udnytte synergien og erfaringerne fra Den Danske Model på arbejdsmarkedet i indsatsen for at forbedre vilkårene på arbejdsmarkederne i udviklingslandene.
Konsortiet ansøgte om en fælles ramme hos Danida, som kvitterede med at bevilge en ny fireårig såkaldt Strategisk Partnerskabs Aftale.

Udgangspunktet er Den Danske Model
Måske er det for nogle svært at forstå, at fagbevægelsen kan have et godt samarbejde med arbejdsgiverne, men det er fundamentet for Den Danske Model, og ingen af os glemmer, hvor vi kommer fra og hvem der sidder på den anden side af bordet. Udgangspunktet er at arbejde sammen om de områder, hvor vores interesser er sammenfaldende: Vi ønsker en fredelig, mere demokratisk verden med bæredygtig vækst og ordentligt lønsomt arbejde til alle. Vores samarbejde tager afsæt i fire punkter, nemlig anstændigt arbejde, social dialog, rammebetingelser for arbejdsmarkedet og bæredygtige virksomheder med socialt ansvar.

Verdensmål i arbejde
Det er fire områder, som fremmer udvikling – til glæde og gavn for både udviklingslandene og Danmark. Det er også de områder, som er indeholdt i FN’s Verdensmål 8, der handler om inklusiv og bæredygtig vækst og anstændigt arbejde. I 2018 afholdt Ulandssekretariatet, 3F og DI en konference, “Verdensmål i arbejde”, som satte fokus på arbejdsmarkedets betydning for at skabe ordentlige job, bæredygtig vækst og ansvarlig virksomhedsdrift.