Zimbabwe: Frygt for vold op til valg
”Stemningen er præget af utryghed og frygt for, hvad der kan ske af vold og overgreb på aktivister og andre op til og efter et valg”, fortæller Jens Kaspersen, der for Ulandssekretariatet netop har besøgt den faglige landsorganisation i Zimbabwe, ZCTU. Han har været i Zimbabwe jævnligt i de seneste to-tre år, men aldrig følt frygten så udtalt som nu.
”Det er første gang, jeg oplever, at folk kigger sig over skulderen tre gange og taler med meget lav stemme, når man taler med dem om den politiske situation. Det gælder både folk i kulturlivet og taxachauffører, som man først ad behændige omveje skal overbevise om, at man ikke arbejder for regimet, Der er virkelig sket et skift”, siger Jens Kaspersen.
Det er uenighed mellem de to regeringsfløje om en ny forfatning, der blokerer for valg. Forfatningen skal sikre, at valget foregår åbent og demokratisk, at medierne kan skrive frit om det, og at volden ikke kommer til at præge det. Men kun få ændringer er kommet igennem, selvom det principielt er enighed. Mugabe har tidligere sagt, at der kommer valg i år uanset forfatningen, men Sydafrika, der overvåger situationen, har advaret mod, at der udskrives valg, før der er enighed. ZANU FP har siden valget i 2008 delt magten med MDC, som har Morgan Tsvangirai som premierminister.
Titusinder zimbabwere er allerede flygtet til Sydafrika, og hvis situationen forværres, vil grænsen blive udvisket på grund af de mange flygtninge, siger Sydafrikas vicepræsident Kgelema Motlanthe.
”Det næste valg forudses af alle at blive et jordskredsvalg, Derfor skal det forberedes grundigt for at sikre, at der ikke kommer vold og anden intimidering i valgkampen”, siger Motlanthe til avisen NewsDay Zimbabwe.
Jens Kaspersen fra Ulandssekretariatet siger, at Mugabe også kan være bange for den indflydelse, de demokratiske bevægelser i Nordafrika kan have i Zimbabwe. For nylig blev 45 anholdt for at deltage i et møde med titlen ’Revolte i Egypten og Tunesien. Hvad kan Zimbabwe og Afrika lære?’. Seks af mødedeltagerne er nu anklaget for at ville vælte Mugabe og en lovligt valgt regering. Til gengæld har præsidenten indledt en charmeoffensiv over for ungdommen med blandt andet store gratis musikarrangementer. ”De skal bruges til at overbevise de unge om, at det er de internationale sanktioners skyld, at der blandt andet ikke er råvarer nok i Zimbabwe – som frugt og grøntsager”, fortæller Jens Kaspersen.
Mugabes statsapparat gør alt for, at det skal være besværligt at være en del af det aktive civilsamfund. Det rammer også fagbevægelsen.
”ZCTU skal i strid med lovgivningen søge om tilladelse, hver gang de holder et møde”, fortæller Jens Kaspersen. ”Ofte bliver ansøgninger syltet og når ikke at komme frem, før datoen er overskredet. Når organisationen holder møde bruges en stor del af tiden på at undervise i demokrati og rettigheder”.
Robert Mugabe har været præsident i Zimbabwe siden 1980 og har utallige menneskeretskrænkelser på samvittigheden.
Læs mere om anholdelserne under mødet om Nordafrika:
Læs mere om Mugabes kampagne mod sanktioner her:
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/04-03-11/mugabe-indleder-kampagne-mod-sanktioner