Ungdomsarbejdsløsheden stiger i Østafrika
“Det er i øjeblikket en alarmerende situation for Østafrika, fordi arbejdsløsheden – og især ungdomsarbejdsløsheden – stiger i alle 5 lande.” siger Emmanuel Nzunda, som er sekretariatetsleder for EATUC (East African Trade Union Confederation). EATUC er en paraplyorganisation for fagforeningerne i Østafrika, og de står også bag konferencen ’Unge og beskæftigelse i Østafrika’, som netop er blevet afholdt i Tanzania med støtte fra Ulandssekretariatet. Konferencens deltagere kom fra landsorganisationerne TUCTA i Tanzania, COTU i Kenya, NOTU i Uganda, CESTRAR i Rwanda, og desuden deltog ILO også.
“Konferencen gik rigtig godt. Hovedformålet var at få fagforeningerne til at samarbejde og koordinere deres forskellige initiativer i forhold til at imødegå den stigende ungdomsarbejdsløshed, og med første udkast til en egentlig ungdomsarbejdsløsheds-strategi er vi et skridt længere” siger Emmanuel Nzunda. (’First Draft EAC Youth Policy’ kan læses her).
EATUC sender om et par måneder ’Ungdomsarbejdsløsheds-strategien’ til EAC, der er et samarbejde mellem landene i Østafrika, og det vil sige Tanzania, Kenya, Uganda, Rwanda og Burundi. Konferencens deltagere diskuterede også behovet for at sikre de unge, som arbejder i den uformelle økonomi. De skal organiseres og have adgang til social sikkerhed. Fagforeningerne vil også arbejde for, at regeringerne sætter fokus på beskæftigelsen i deres økonomiske politik.
Problemet med den stigende ungdomsarbejdsløshed skyldes den globale arbejdsløshedskrise, som kom i kølvandet på finanskrisen. ILO anslår, at den globale arbejdsløshed netop nu slår alle tidligere rekorder med et samlet antal på 210 millioner.
Den stigende arbejdsløshed er et særlig stort problem for udviklingslandene, hvor fødselsraten er høj, og hvor regeringerne har svært ved at sikre arbejde til den voksende befolkning. Et problem som især rammer de unge. Ulandssekretariatet vil i de kommende år støtte fagbevægelsen både i det østlige og sydlige Afrika i deres arbejde for at skabe flere job til de unge (for mere information om programmet se link). Programmet forventes at starte den 1. juli 2011.