Teplukkerne får ingen glæde af Rwandas grønne guld
Albertina Mukumbinza har et fast greb om træskaftet på hakken, og det skarpslebne blad synker lige tilpas ned i jorden til at løsne ukrudtet under te-buskene. Hun arbejder foroverbøjet. Støt, rytmisk og uden ophold med sin halvandet år gamle søn bundet fast på ryggen. I øsende regn om vinteren og under brændende sol om sommeren.
Te-plantagens titusinder af grønne buske strækker sig kilometer efter kilometer i dalen langs en lang landevej mellem byerne Kigali og Gatuna – og hele vejen op til grænsen til Uganda. Her gror Rwandas grønne guld, for det er eksporten af te og kaffe, der er en af nøglerne til landets enorme økonomiske vækst. Og det gør Albertina Mukumbinza til rygraden i det lille afrikanske lands buldrende økonomiske eventyr.
De mange penge i statskassen er dog endnu ikke nået frem til den 23-årige enlige mor i Mulindi-plantagen. Hun er faktisk et af verdens allerfattigste mennesker, med en dagløn, der er alt for lav til, at både hun og sønnen kan få noget at spise hver dag. 800 Rwanda-Franc er lønnen for en daglejer i te-plantagen. Det er lige knap otte kroner. Et godt stykke under de 2 dollar om dagen, der er verdenssamfundets absolutte lavpunkt for dyb fattigdom.
“Hvis bare vi kunne tjene 1.000 franc (10 kr.) om dagen, ville det hjælpe meget. Så kunne man købe noget mere mad,” siger hun – og smiler forlegent ved den ønsketænkning, at lønnen lige pludselig kunne stige så meget.
En skandale
Almindelige goder som frokostpause, overtidsbetaling og ferie findes slet ikke for daglejere i den såkaldt uformelle økonomi. Barselsorlov heller ikke. Og for kvindelige arbejdere på kontrakt er barselsorloven de senere år skåret ned fra 12 til 6 uger. Nedskæringen skyldes, at regeringen i Rwanda gerne vil gøre det nemmere at starte nye virksomheder. Derfor skal det være billigere at have folk ansat, synes præsidenten. For det vil alt sammen være med til at skaffe flere penge til landet. Det er derfor, at lønningerne stadig er meget lave. Og det er også derfor, at kvinder, der skal føde, kun kan få en meget kort barselsorlov.
“Det er en skandale,” siger Eric Manzi, der er formand for rwandas fagbevægelse, CESTRAR.
Og så er Albertina i te-plantagen alligevel heldig. For staten har besluttet at bruge en del af sine penge på at skabe et sundhedssystem, der næsten er gratis for alle. Og det er årsagen til, at både hun og sønnen overhovedet har overlevet fødslen ved kejsersnit.
For bare få år siden døde fattige, gravide kvinder på landet i hundredvis under stærke smerter på et jordgulv i en simpel hytte. Men siden 2005 er spædbarnsdødeligheden faldet til det halve, og flere end 70 pct. af de gravide kvinder føder i dag på en lokal sundhedsklinik og kan dermed – som Albertina – blive akut overflyttet til et hospital i tilfælde af komplikationer. Sundhedssystemet i Rwanda tager sig kun af det mest nødvendige, men det er næsten gratis, og det er meget usædvanligt i Afrika. Og de allerfattigste, der ikke har råd til at betale forsikringen på 10 kroner om året, kan få hjælp af en række amerikanske hjælpeorganisationer.
Fattigdommen falder
Et andet gode, der kan komme til at hjælpe Albertinas søn ud af fattigdommen, er den lovpligtige 12 års skolegang. Den gratis skolegang har også i løbet af nogle få år fået antallet af analfabeter til at falde meget.
Men der er stadig børn i Rwanda, der ikke kan læse og skrive. I stedet for at gå i skole arbejder de i te- eller kaffeplantagerne eller som hushjælp hos mere velstående familiemedlemmer. Men Albertinas søn vil få chancen for et andet liv end sin mor. Det spår direktøren for Verdensbankens kontor i Rwanda, Mimi Ladipo.
“Vi vil de kommende fem år komme til at opleve en væsentlig nedgang i antallet af fattige i Rwanda,” siger hun.
For Albertina i te-plantagen er fem år imidlertid ufattelig lang tid. For hvis ikke hun bliver færdig med at fjerne ukrudt til tiden i dag, så får hun ikke mad i aften. Så hun griber ekstra fat om skaftet på lugejernet og bøjer sig undervægten af den sovende søn på ryggen.
