
Tanzanias hovedorganisation får presset lønforhøjelser og bedre pensioner igennem
En frisk pressemeddelelse fra Tanzanias præsident er en sejr for den tanzanianske fagbevægelse. I pressemeddelelsen lover præsident Samia Suluhu, at mindstelønnen for de offentligt ansatte hæves. De lavestlønnede på tværs af den offentlige sektor vil dermed opleve en lønforhøjelse på 23,3 procent – fra 300.000 shillings pr. måned til 369.900 shillings per måned (svarende til 1.128 kr.). Derudover lovede præsidenten en revision af pensionssystemet, der vil påvirke både den offentlige og private sektor. Det betyder at pensionister i Tanzania vil få udbetalt et større beløb, når de går på pension. Konkret stiger engangsudbetalingen til 33 procent af opsparingen.
De nye tiltag bliver også fejret hos Ulandssekretariatets samarbejdspartner i fagbevægelsen. TUCTA kan nemlig tage en stor del af æren for de nye tiltag, da det er på baggrund af hovedorganisationens anbefalinger, at de nye ændringer kommer.
”Det er fantastisk med et løft til de allerlavest lønnede på hospitaler og andre offentlige institutioner. Som en del af vores partnerskab med Ulandssekretariatet er det noget, vi har arbejdet på i årevis,” fortæller generalsekretær for TUCTA, Hery Mkunda.
De nye tiltag falder også på et godt tidspunkt, da den tanzanianske befolkning, som i så mange andre lande, er berørt af en høj inflation. Den højere mindsteløn for offentligt ansatte giver et større rådighedsbeløb til nogle af dem med den laveste indkomst i samfundet.

Et stærkt samarbejde skaber resultater
TUCTA har i mange år også arbejdet for en hævning af engangsudbetalingen af den opsparede pension. Senest i 2018 fremsatte den et forslag om at hæve engangsudbetalingen til 25 procent af opsparingen. Dengang blev der dog ikke enighed mellem TUCTA, ATE (Tanzanias arbejdsgiverforening) og regeringen. Men TUCTA var på det tidspunkt – sammen med Ulandssekretariatet og Dansk Industri– i gang med et projekt om dialog og forhandling, med henblik på at forbedre samarbejdet mellem arbejdsmarkedets partnere.
”Vi diskuterede og forhandlede med ATE og nåede frem til, at det er bedst for de fleste med en højere engangsudbetaling,” forklarer Hery Mkunda.
Og så foreslog parterne i fællesskab, at engangsudbetalingen hæves til 33 procent.
Det er forventet, at ændringen i pensionssystemet vil komme over 1,3 millioner mennesker til gode, hvilket svarer til ca. 80% af alle medlemmer af pensionskasserne i Tanzania.
En mere fleksibel fordeling, den såkaldte pensionsformel, mellem engangsbeløb og løbende udbetalinger er især nødvendig for et land som Tanzania. Mange tanzaniere vælger nemlig at fortsætte deres arbejdsliv, efter de er gået på pension, hvor de arbejder i den uformelle økonomi. Hery Mkunda forklarer:
”Nu har præsidenten lovet en revision af den såkaldte pensionsformel, som tager udgangspunkt i de anbefalinger vi har givet. Det betyder blandt andet, at de mange arbejdsduelige mennesker, som går tidligt på pension, kan hæve en stor del af deres opsparing og dermed investere det i mindre erhverv som små butikker og landbrug”
Arbejdet fortsætter
Lønstigningen kommer de lavestlønnede i den offentlige sektor til gode. Her luner det godt, da mindstelønnen ikke er blevet hævet siden 2016. Dengang var stigningen dog noget lavere end den, vi ser i dag. Da den blev hævet med 13,2% – fra 265.000 til 300.000 shillings pr. måned (svarende til 915 kroner). Den nye lønstigning i 2022 er altså næsten dobbelt så stor som i 2016.
Da det er en hævning af mindstelønnen, vil effekten ses hos faggrupper som rengøringspersonale og portører på de offentlige hospitaler. Der er derfor ikke tale om en generel lønforhøjelse i den offentlige sektor, men mere en forbedring af arbejdsforholdene for de allerlaveste lønnede.
En hævning af mindstelønnen og en forbedring af pensionssystemet er derfor to klare sejre, men der er stadig arbejde at tage fat på for TUCTA og dets samarbejdspartnere.
”Vi mener også, at sygeplejersker og læger er underbetalte, og vi vil derfor arbejde målrettet på også at forbedre deres arbejdsforhold,” understreger Hery Mkunda.