Tænk videre end blot procenter
Sidste år gav de rige lande i OECD (i den såkaldte udviklingskomité) mere i bidrag til udviklingslandene. Det var en stigning på 1,4 procent til 152,8 milliarder dollars (svarer til en billion kroner) i udviklingsbistand. Ifølge OECD’s generalsekretær, Angel Gurria, er det positivt, fordi der bliver brug for en ekstra forpligtelse som følge af corona-krisen. Den dårlige nyhed er, at OECD-landenes bidrag målt i forhold til bruttonationalindkomsten (BNI) faldt fra 0,31 til 0,30 procent af BNI.
Danmarks bidrag steg fra 0,70 procent til 0,71 procent og befinder sig i flinkeskolen, som overholder FN’s anbefaling om 0,70 procent – dog uden at være helt oppe blandt duksene Luxembourg, Sverige og Norge, der ligger omkring 1 procent af BNI i bidrag.
Det store spørgsmål i disse tider er naturligvis, hvordan udviklingsbistanden vil se ud, når følgerne af corona-pandemien slår igennem. Hvis økonomierne i OECD går tilbage i aktivitetsniveau – og det tyder alt jo på lige nu – vil BNI falde. Med den samme procentsats betyder det færre rede penge til udviklingslandene.
Der er grund til at opfordre de lande – og det er de fleste – der ikke endnu giver 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand, til at skrue op for bistanden. Hvis de gør det, vil der være rigeligt til også at håndtere corona-krisen.
Imidlertid er det værd at huske på, at formålet med udviklingsbistand ikke er velgørenhed. Ideen er ikke at uddele almisser, men at iværksætte programmer og samarbejder, som fremmer social og økonomisk udvikling. For fagbevægelsen er det især bæredygtig vækst, ordentlige jobs og et fornuftig offentligt system, det gælder.
Derfor er det vigtigt at tænke ud af boksen og ind bag procenterne – udviklingssamarbejde skal indeholde kvalitet, som skaber reel forandring og udvikling. I en post corona-periode med økonomisk afmatning vil jobskabelse og vækst være afgørende. Når pandemien har lagt sig, har vi en reel mulighed for at kigge vores prioriteter efter i sømmene i forhold til udviklingssamarbejdet.
