Sejr i Zimbabwe?
Derfor er vores partnere i landsorganisationen ZCTU ude af kontoret, rundt på optællingsstederne og søger de friskeste informationer.
Anspændt, men OK
“Stemningen her er anspændt, for ingen ved med sikkerhed, hvem der vil vinde valget”, fortæller journalisten Bright Chibvuri fra avisen The Worker, da jeg endelig fanger ham på en andens mobiltelefon.
Jeg ringer egentlig for at rykke for en artikel til det næste Ulandsmagasin, men er jo også nødt til at høre hvordan det går dem i en så vigtig politisk stund. Det er ikke længe siden vi sidst skrev her på siden om forfølgelser og tortur af fagligt aktive i Zimbabwe. Men de har det godt, forsikrer Bright mig. Alle er i venteposition, åbenbart også bødlerne.
Det tegner lyst
Min kollega hører senere gode nyheder fra lederen af ZCTU’s arbejdsmiljø-afdeling, Nathan Banda. Han har også forladt sin pind for at følge seneste nyt.
“Det ligner en sejr”, fortæller Banda, selvom stillingen mellem regeringspartiet ZANU-PF og oppositionspartiet MDC endnu er tæt i de drypvist offentliggjorte resultater. “I byerne står MDC stærkt, og selv i præsident Mugabes hjemegn stormer MDC frem i forhold til seneste valg”.
Vi krydser fingre og venter på mere nyt…