Politisk krise i Benin forud for valget i 2011
Præsidentvlaget blev i 2006 vundet af den liberale Boni Yayi, som var direktør for den vestafrikanske udviklingsbank. Han stillede op som uafhængig kandidat med støtte fra mindre politiske partier og en koalition af forskellige folkelige bevægelser. Ligesom tidligere præsidenter kommer Yayi fra det nordlige Benin, hvilket afspejler den interne splittelse i landet mellem Nord og Syd, hvor Nord de seneste 50 år har siddet tungt på magten.
De første år under Yayi oplevede Benin en kraftig vækst, hvor der blev gennemført økonomiske reformer og investeret i skoler, landbrug samt infrastrukturprojekter. Dette resulterede i, at grundlæggende uddannelse nu er gratis, der er indført visse gratisydelser på sundhedsområdet, og endelig er en større sundhedsreform under forberedelse. Desværre blev denne positive udvikling bremset af den globale økonomiske krise.
Den politiske situation tilspidses
De seneste måneder har landet været præget af en lang række politiske og økonomiske skandaler samt anklager om udbredt korruption. Det har øget modstanden mod præsidenten og kastet landet ud i en alvorlig politisk krise forud for præsidentvalget, som skal finde sted i starten af 2011. Der er blevet indført censur, og politiet har slået hårdt ned på de omfattende demonstrationer.
En række politiske partier og sammenslutninger har dannet en bred front ’Coalition ABT-2011’, som støtter den nuværende formand for den vestafrikanske udviklingsbank, Tchané, som kandidat til præsidentvalget. En anden politisk magtfaktor er UN, som ledes af Adrien Houngbédji. UN har siden valget i 2007 haft flertal i parlamentet. Det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvem der vil vinde valget.
Den tilspidsede politiske situation har også forværret forholdet mellem de forskellige landsorganisationer i Benin. Ulandssekretariatets partner i Benin, landsorganisationen UNSTB, har søgt at opfordre til ro, da en yderligere tilspidsning af den politiske krise ville kunne få katastrofale konsekvenser for demokratiet og freden i landet.
Den kommunistiske fagbevægelse har derimod sammen med kommunistpartiet nærmest opfordret til væbnet oprør mod regeringen.
Imidlertid er den politiske situation blevet forbedret en smule i den senere tid, og der er nu enighed om at igangsætte forberedelsen af valget. De kommende måneder vil være helt afgørende for den videre udvikling i Benin.