Ny sundhedslov i Bolivia sikrer gratis sygesikring til alle
Sådan lyder mantraet fra Jenny Arias La Torre, formand for fagforbundet for medarbejdere i det offentlige sundhedsvæsen i Bolivia, CSTSPB (La Confederación Sindical de Trabajadores en Salud Pública de Bolivia).
Den bolivianske fagforening kæmper for at sikre, at Bolivias befolkning får adgang til et bedre sundhedstilbud med fokus på kvalitet og god behandling CSTSPB har siden 2013 lobbyet for og forsøgt at påvirke den bolivianske stat til at reformere sundhedssystemet.
Går dialogens vej
Med støtte fra Ulandssekretariatet har fagforbundet arbejdet på forslag til et nyt sundhedssystem, der skal sikre den bolivianske befolkning bedre sundhed og bedre arbejdsvilkår for sundhedspersonalet. Gennem samarbejdet med Ulandssekretariatet har fagforeningen ændret tilgang i deres måde at påvirke beslutningstagerne på:
”Førhen var den fagbevægelsesleder, der råbte højeste og slog mest fra sig på gaden, den bedste leder. I dag har vi i stedet lært at komme med forslag, og vi forsøger altid først med forhandling og dialog,” fortæller landsbestyrelsesmedlem af CSTSPB, Leonora Arancibia Flores.
Efter mange års tovtrækkeri, forhandlinger, strejker, nederlag og kompromiser, lykkedes det i begyndelsen af 2019 at nå frem til en aftale, og siden er et nyt sundhedssystem med en offentlig sundhedsforsikring for alle bolivianere trådt i kraft:
”Med den nye sundhedsforsikring skriver vi historie i Bolivia. Den er endnu en lille baby. Vi vil kæmpe for, at den bliver holdt i live”, siger Jenny Arias La Torre.
Afgørende for marginaliserede gruppers sundhed
Det bolivianske sundhedssystem har i årtier været kastebold mellem forskellige regeringer – alt fra militærregimer over højreliberale og socialistiske, demokratisk valgte regeringer. Sundhedssystemet har generelt været præget af mangel på infrastruktur, medicin og personale, og der har desuden været en betydelig brugerbetaling, som har afskåret mange bolivianere fra rettidig og tilstrækkelig sundhedspleje.
Det har især haft fatale konsekvenser for de mest marginaliserede befolkningsgrupper, herunder den oprindelige befolkning. Indførelsen af den nye offentlige sundhedsforsikring for alle bolivianere kan få afgørende betydning for den generelle sundhedstilstand i Bolivia.
Den bolivianske regering har forpligtet sig til at ansætte mere sundhedspersonale, at sikre mere medicin samt mere og bedre udstyr og at bygge flere sygehuse og sundhedsklinikker. Det springende punkt er nu, om regeringen lever op til sine løfter – og derfor følger CSTSPB tæt med fra sidelinjen:
”Vi har endnu ikke set de lovede nye stillinger, og hvis ikke de kommer snart, går vi på gaden og strejker”, erklærer Jenny Arias La Torre.
Kampen for bedre løn fortsætter
Den nye sundhedslov inkluderer ikke bedre lønvilkår for sundhedspersonalet som for eksempel overarbejdsbetaling, ekstrabetaling for natarbejde og helligdage og bedre pensionsordning – forhold som CSTSPB vil have fokus på i de kommende år.
Fagforbundet for sundhedspersonale har eksisteret i knap 70 år og organiserer 16.000 arbejdere især sygeplejersker og sundhedshjælpere, men også ambulancechauffører, teknikere, radiografer, administrativt personale, rengørings- og køkkenpersonale. De bolivianske læger er organiseret i et separat fagforbund. Geografisk dækker de alle ni regioner i Bolivia og har desuden fem regionale medlemsorganisationer.