Topmøde på vej efter omfattende strejke i sundhedssektoren i Bolivia
Sundhedsforbundets hovedkontor i La Paz ligger på en stille sidevej til den lange stejle gade i kvarteret Miraflores, hvor bedemænd og blomsterhandlere holder til. De grå begravelsesforretninger ligger på stribe og signalerer mange dødsfald. Jeg håber ikke, det bare er kvarterets bedemandsgade, men hele millionbyens.
Sundhedsarbejderne er ellers klare i mælet om mange unødvendige dødsfald. Dødeligheden kunne blive langt lavere, hvis bare den basale sundhedsservice og hospitalsfaciliteterne var bedre. Det står alt for ringe til i dag. Medicinskabe står tomme, operationsudstyr mangler, der er ikke nok senge, bygningerne er ødelagte og de sanitære forhold er uacceptable mange steder.
Vi skal til møde med sundhedsarbejdernes forbund for at høre, hvordan det går med projektaktiviteterne efter den lange konflikt i april og maj. Ulandssekretariatet og forbundet CSTSPB (Confederacion SIndical de Trabajadores en Salud Publico de Bolivia) startede et projektsamarbejde i 2011. Overskriften for samarbejdet er, at organisationen skal styrke sin fortalervirksomhed for anstændigt arbejde og indgå i social dialog, for at forbedre vilkår og ydelser i sektoren.
10 mio. bolivianere er afhængige af den offentlige sundhedsservice. Jeg er spændt på at høre, hvordan forbundet vurderer relationerne til arbejdsgiveren – sundhedsministeriet – efter konflikten.
Bolig på forbundskontoret
En høj mur ud til fortovet signalerer, at her holder en fagforening til, som kræver anstændige vilkår for sundhedssektoren. På en rødbrun bund, står der klare budskaber om sundhedsarbejdernes krav og rettigheder. Inden for muren viser sig en lille kringlet gård og et toetagers bygningskompleks. Mest iøjefaldende er det, at der hænger nyvaskede sokker og t-shirts på en tørresnor, lige ved indgangen til forbundskontoret. Men det har sin forklaring.
De fleste i den 17 mand store landsledelse bor her nemlig. De er valgte repræsentanter, som kommer fra hele landets mange departementer og regioner. Afstandene er så store i det bjergrige land, at medlemmerne bliver nødt til at bo her. De har et værelse hver, og deler altså både arbejde og privatliv i den to års periode, en bestyrelse sidder.
De 12 faglige ledere til stede beretter om konflikten. De fortæller og fortæller om den langvarige strejkes mange hændelser og aktioner.
To timers arbejde mere om dagen
Det hele eskalerede, da sundhedsministeriet annoncerede, at sundhedsarbejderne skulle gå fra en seks til en otte timers arbejdsdag – uden lønforhøjelse eller andre sociale goder. Det var én grund til, at de satte hælene i.
Sundhedsarbejderne har haft en seks timers arbejdsdag i 40 år og er ikke omfattet af den almindelige arbejdsmarkedslov i dag. Det betyder, at de går glip af 23 sociale goder, som de ellers ville få. Fra betaling for overarbejde og natarbejdstillæg over pension til kompensation for transportudgifter og arbejdsgiverbetalt arbejdstøj.
De satte også hælene i, fordi de fandt regeringens statistikker om, hvor mange flere patienter, der ville kunne nås med en to timers længere arbejdsdag, helt urealistiske. Hvis sundhedssystemets infrastruktur og udstyr bliver forbedret, så vil de kunne yde en bedre service. Men det hjælper ikke patienterne, at sundhedsarbejderne har en længere arbejdsdag, hvis behandling ikke er inden for rækkevidde. Hovedbudskabet, som forbundet gang på gang sendte ud på landsdækkende radiostationer – på hovedsprogene spansk, aymara og quechua – lød, at de gerne går op i tid, hvis de bliver omfattet af den almindelige lovgivning, og hvis vilkårene bliver bedre for at yde en bedre sundhedsservice.
Fyringer og anklager trukket tilbage
Forholdet til den offentlige arbejdsgiver er stadig anstrengt. Aftalen, som sluttede konflikten, blev kun indgået med fem andre ministeriers og fagbevægelsens landsorganisations mellemkomst. Regeringens krav om øget arbejdstid blev trukket tilbage. Ministeriet gik med til at trække fyringer og sabotageanklager mod de protesterende ansatte tilbage.
Sundhedsforbundet blev yderligere lovet forhandlinger om, at de bliver omfattet af den almindelige arbejdsmarkedslovgivning. Og parterne blev enige om, at der inden for et par måneder skal afholdes et nationalt topmøde om udviklingen af sundhedssektoren i Bolivia. Et topmøde, med repræsentation fra alle involverede: Den offentlige serviceudbyder, brugerne på land og i by, og sidst men ikke mindst, de forskellige faggrupper, ansat i sektoren.
Projektaktiviteterne er kommet i gang igen. Forbundet skal have lagt sidste hånd på en undersøgelse af forholdene i sundhedssektoren, så CSTSPB kan udarbejde et velunderbygget forslag til, hvad der skal prioriteres i sektoren i de kommende år. De enkelte forbundsafdelinger skal gennemføre korte kurser om, hvad der indgår i ILOs forståelse af Anstændigt Arbejde, og hvordan den kan omsættes til konkrete forslag i sundhedssektoren her. Og så skal CSTSPB bruge den næste måneds tid til drøftelser i regionerne om, hvor medlemmerne ser de største behov for forbedringer. For meningen med det hele er, at de gerne vil kunne yde en ordentlig service til borgerne i løbet af arbejdsdagen. Hvad enten den er seks eller otte timer lang.