Mugabe tæver folk
”Mugabe lytter ikke. Han tæver folk. I tirsdags blev syv unge mennesker tævet af soldater uden grund. De fem af dem klagede, og de blev smidt i fængsel. På landet er der vold mod vores politikere. Forleden blev en af dem fundet død ved en flod. Det kommer ikke i overskrifterne verden over, så derfor starter de med at tæve folk på landet, og bagefter rykker de ind mod byerne”.
Lucia Matibenga er formand for en fagforening inden for handel og kontor. Samtidig er hun medlem af parlamentet i Zimbabwe for partiet MDC. Det står for ’Movement for Democratic Change’, på dansk ’Bevægelsen for Demokratisk Forandring’. Efter en lang guerillakrig smed Zimbabwe det hvide mindretalsdiktatur ud i 1980, og siden da har Robert Mugabe været præsident. Efter et valg i 2008 blev han nødt til at dele magten.
Lucia Matibenga’s parti MDC har flere ministre. Blandt andet statsministeren, Morgan Tsvangirai, som også kom fra fagbevægelsen. Men selvom det ligner en form for demokrati, så er det langtfra sådan. Robert Mugabe har nemlig kontrollen med både militæret og politiet. De er derfor på Mugabes side og imod MDC og oppositionen. Og det går hårdt for sig. Der er mange, der mener, at det i virkeligheden er militæret, der har magten både over præsidenten og landet Zimbabwe.
”Det var ikke det, folk lagde deres liv for i bushen, i bjergene og i skovene for, da vi kæmpede for frihed”, siger Lucia Matibenga. Hun var en ung pige, da kampene foregik, og hun kørte med mad og tøj og andre forsyninger til guerillakrigerne. Hendes mand var også med i kampene. Han døde for nogle år siden og er nu begravet i en heltegrav.
Kiggede kun på fødderne
Vejen til parlamentet var fuld af blod for Lucia Matibenge. Hendes eget og andres. Hun har et stort ar i bunden af hovedet. Fra nakken til toppen af hovedet. ”Vi var i en fattig bydel og skulle til at gå i gang med valgkampen. Så kom en gruppe krigsveteraner, der støtter Mugabe, og smed benzinbomber efter os. De andre i min gruppe løb, men jeg kunne ikke løbe fra dem, så jeg stod helt stille og kiggede på mine fødder. De tævede løs på mig, og en af dem angreb mig i hovedet med en machete. Hver gang jeg tænker på den dag, tænker jeg, at jeg blev reddet af Gud. Jeg blev syet med 12 sting, men overlevede”.
I 2005 stillede Lucia Matibenge op til valg igen. Denne gang blev hun og nogle andre fagforeningsfolk arresteret og fik igen tæsk. Lucia brækkede håndleddet – det er nu sket to gange det samme sted. De mennesker, der støttede hende, blev også angrebet. Nogle fik brændt deres huse af. En søn blev smidt ud hjemmefra af sin far, der blev truet af præsident Mugabes parti, ZANU-PF. Lucia tog sagen til retten. Hun ville have dommeren til at anerkende, at hun ikke blev valgt, fordi hendes støtter havde været udsat for en voldelig kampagne. Kvinder med børn og unge tog fra landsbyerne til hovedstaden Harare for at støtte hende. De måtte bagefter flytte et andet sted hen, fordi det var farligt for dem at vende hjem. Dommeren blev overbevist om, at der havde været vold mod hendes støtter, men Lucia fik ikke sin plads i parlamentet.
Det gjorde hun i 2008. Nu kæmper hun i parlamentet for de fattige, arbejderne og kvinderne. Men prisen har været, at kun hendes to yngste børn bor i Zimbabwe. Både hendes ældste søn og datter har været ude for angreb, fordi deres mor er politisk aktiv og modstander af præsident Mugabe og hans parti. De er nu flyttet til Storbritannien.
”Min yngste datter vil være advokat, for så kan hun forsvare mig, når jeg er i fængsel”, siger Lucia og griner.