Grønt lys til Zanzibars motorcykeltaxaer
Lovløs. Det er et ord, de fleste forbinder med forbrydere og personer, der er udstødt af samfundet. Men indtil for nylig var de omkring 5.000 chauffører, der kører motorcykeltaxa på Zanzibar, også lovløse. For modsat minibusser og taxaer var de såkaldte boda bodaer ikke anerkendt som et lovligt, offentligt transportmiddel. Dermed stod chaufførerne uden rettigheder og beskyttelse og var nemme ofre for korrupte og underbetalte politifolks chikane. Det fortæller Amir Mussa Muhidin, der har kørt motorcykeltaxa i godt 10 år og var blandt Zanzibars første boda boda-chauffører:
”Mine kolleger og jeg blev konstant forfulgt og overfaldet af betjente. Det hændte ofte, at nogen blev gennembanket, fik konfiskeret deres motorcykel, blev afpresset penge, fik bøder eller blev sendt i detentionen, hvis ikke ligefrem i fængsel.”
Amir Mussa Muhidins beskrivelse bakkes op i en rapport fra ZATUC, fagbevægelsens hovedorganisation på Zanzibar. Her kan man læse om, hvordan lokale myndigheder med politiets ”hjælp” prøvede at bremse boda bodaerne med alle midler – til tider med alvorlige følger.
”Ud over at både chauffører og passagerer blev udsat for vold, førte forfølgelsen af boda bodaerne også til alvorlige trafikuheld – nogle gange med dødelig udgang – hvor folk kom alvorligt til skade ved motorcykelstyrt og sammenstød,” lyder det i ZATUC-rapporten.
Dannede fagforbund
Boda boda-kørslen opstod sidst i nullerne, hvor nye forstæder og landsbyer skød op på Zanzibar som følge af stor befolkningstilvækst. Det øgede behovet for transport, som øens dårligt organiserede udbud af privatejede dala dalaer – minibusser og små lastbiler med sæder på ladet – ikke kunne dække. Zanzibar har en tårnhøj arbejdsløshed, særligt blandt de unge, og derfor så mange uden beskæftigelse en mulighed for at skaffe sig en indtægt i den uformelle økonomi ved at køre motorcykeltaxa. En af dem var Amir Mussa Muhidin. Som mange af sine kolleger blev han frustreret over at være værgeløs over for politiets overgreb.
”For at stå stærkere slutning vi os sammen i en forening for boda boda chauffører, BRAZ, i 2016”, fortæller Amir Mussa Muhidin.
I dag er han næstformand for BRAZ, som kort efter stiftelsen blev lagt ind i Zanzibars transportarbejderforbund COTWU. Det hører under hovedorganisationen ZATUC, der samarbejder med UIandssekretariatet. I 2018 indledte de to partnere en treårig indsats, som havde fokus på at sikre arbejderes rettigheder i Zanzibars formelle og uformelle økonomi.
COTWU og ZATUC lagde hårdt pres på regeringen, som herefter anerkendte motorcykeltaxaer som et officielt transportmiddel på Zanzibar. Det glæder Amir Mussa Muhidin, næstformand i BRAZ.
”Det letter vores arbejde, at vi som boda boda-chauffører ikke længere behøver at frygte for politiet. Men det stopper ikke her. For at øge vores styrke og indflydelse fortsætter vi med at rekruttere nye medlemmer, underviser dem i deres rettigheder – og med tiden hjælpe dem til at få adgang til sundhedsforsikring og pension,” forklarer Amir Mussa Muhidin.
Stor vækst i medlemsantallet
Da Amir Mussa Muhidin var med til at stifte BRAZ i 2016, havde fagforbundet 15 medlemmer. I dag er omkring 1.400 af Zanzibars 5.000 boda boda-chauffører organiseret. Det er et imponerende resultat, mener Søren Bjerregaard Jepsen, leder af Ulandssekretariatets regionale kontor i Tanzania, som Zanzibar er en del af.
”Næsten 9 ud af 10 arbejdere på Zanzibar og resten af Østafrika er ansat i den uformelle økonomi. Derfor gør vi sammen med fagbevægelsen hernede mere og mere for at sikre ordentlige arbejdsforhold for motorcykelchauffører, markedshandlende, hushjælpere og andre, som tidligere ikke var medlem af et fagforbund. Det handler først og fremmest om at sikre, at arbejdernes grundlæggende rettigheder bliver overholdt. Derudover arbejder vi målrettet på, at de skal have bedre adgang til sociale ydelser.”