Daglejer i Betonen

Gummistøvlerne er to numre for store og tunge af våd beton, men 19-årige Innocent Ndeze skridter med lethed hen ad den ujævne jordvej på byggepladsen. Han undgår at træde på bunkerne af stålwirer og brædderne med lange, rustne søm og styrer direkte mod pladsens betonblander.

Inocent er daglejer på en stor byggeplads med 400 ansatte i Rwandas hovedstad, Kigali. Den bedste byggeplads i landet, siges det. I dag er han på støbeholdet i det sjak, der lægger gulvet i stueetagen til et kommende indkøbscenter i ni etager.

“Jeg har været meget heldig at få det her job. Og jeg arbejder alle de timer, jeg kan,” siger Innocent, mens han gør klar til at starte den lille generator, der sørger for strøm til at komprimere betonen. Han vader systematisk rundt i den grå masse, mens en halv snes lidt ældre mænd kører slalom mellem armeringsjern med trillebørfulde af nye forsyninger våd beton.

40 % af de unge er arbejdsløse

Kigali boomer med nybyggeri, og dermed jobs til Rwandas ungdom. Det er også tiltrængt, for op mod 40 procent af de unge mellem 15 og 32 år er arbejdsløse. Mange må hutle sig igennem livet med både to og tre småjobs og lange arbejdsdage til en ringe betaling, uden løn under sygdom, uden ferie og uden garanti for at have arbejde i morgen. Det gælder også Innocent. Han arbejder mindst ni timer hver dag, og det sker tit, at han tager overarbejde og giver et nap med på byggepladsen i weekenden. Det giver ekstra penge i lønningsposen, og når man arbejder hårdt, så er chancen for at beholde jobbet størst.

“Jeg tjener 4.000 RwandaFranc om dagen (cirka 40 kroner), men når jeg arbejder i weekenden, så får jeg dobbelt betaling,” fortæller en stolt Innocent, der får sin løn udbetalt i kontanter hver eftermiddag.

Ingen garanti for arbejde i morgen
Han har ikke nogen kontrakt, så han kan ikke være sikker på, at der er arbejde til ham den følgende dag. Og bliver han syg, så er det bare ærgerligt – for en daglejer gælder det, at der ikke er betaling, hvis der ikke arbejdes.

Men det tænker Innocent ikke på, for han er ung og stærk. Når han giver den en ekstra skalle og lader være med at stjæle eller lave ballade, så skal der nok være job til ham de næste par år. Det har værkføreren selv lovet ham – så det må vel være næsten lige så godt som en kontrakt, mener Innocent.

“Jeg var så heldig at en af mine venner fik job her på byggepladsen, og han skaffede mig ind. Det er to år siden, og nu er jeg en af de erfarne. Om et par år kan jeg måske blive en ‘fundi’ (swahili for dygtig håndværker) – en af de bedste på byggepladsen,” håber han.

I Rwanda har man ingen formel håndværkeruddannelse, men fagbevægelsen arbejder for et registreringssystem, så den enkelte kan få et bevis for sin kunnen. Innocent er den ældste i en søskendeflok på seks fra det sydøstlige Rwanda. Han ville bare væk fra forældrenes fattige kår på landet, og med jobbet på byggepladsen har han formået at spare op til at kunne bygge et lille hus med fire rum i forældrenes hjemby. Rummene er indrettet til små butikker, som han lejer ud og dermed skaffer sig en ekstra indtægt. Så om nogle år vil han måske have råd til at gifte sig med sin kæreste, Belilze.

Kontrakter i sigte
Innocent er medlem af byggearbejdernes fagforening STECOMA (Syndicat des Travailleurs des Enterprises de Construction, Menuiserie et Artisanat). Her arbejder ledelsen på højtryk for at få afskaffet daglejersystemet og få de op mod 600.000 ansatte i Rwandas byggebranche ind i formelle jobs med rigtige kontrakter og sociale sikkerhedssystemer. “I dag har vi ingen stabile jobs med anstændige løn- og ansættelsesvilkår,” siger generalsekretæren for STECOMA, Evarista Habyarimana. “Men vi håber, at vi i 2017 kan få en aftale med regeringen og arbejdsgiverne om, at alle ansatte får en skriftlig kontrakt.”