Boom-town Tete
I 2009 er der jubilæum, halvtreds år med by-status, og indbyggerne har overskud nok til at prale lidt. “Byen holder Guld-bryllup”, lyder jubilæums-temaet. Guldet skabte Tete for 500 år siden, hvor byen blev grundlagt som handelsstation og base for dem, der søgte rigdom på guldfelterne længere mod vest. Nu er det en anden slags rigdom, der søges og skabes her.
Nye investeringer
Kæmpe-dæmningen Cahora Bassa er på fode igen efter borgerkrigen og eksporterer strøm til nabolandene. Samtidig skaber søen bag dæmningen afledte projekter med fiskeri og vandingssystemer. Ikke langt derfra investerer udenlandske mineselskaber i at lede efter og udvinde kul, jern og andre metaller. Deres investeringer i et af verdens fattigste lande skaber direkte og indirekte nye, nødvendige arbejdspladser, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man her tro, at den globale finanskrise var en historie fra de kolde lande. Tete boomer.
Konstant bevægelse
Udover rigdommen i naturressourcer har Tete en fordel i sin centrale position som et knudepunkt for transporten mellem nabolandene Zimbabwe, Malawi og havnebyerne på Mozambiques kyst. Trafikken fylder hængebroen over Zambezi-floden, og ligesom floden er trafikken i bevægelse non-stop. Råmaterialer og færdige produkter flyttes fra her til der, sammen med byggesjak, entreprenører og nye idéer til en god handel.
Den økonomiske aktivitet smitter af på stemningen i byen, der summer “fremskridt, fremgang, fremad”. Også folk på gaden i Tete har ting at se til, steder at gå hen, aftaler at lave. Andre steder i Mozambique måles udvikling på antallet af cykler. Her dominerer knallerterne og de hvirvler støv op i hvad der ellers kunne tages for at være en varm soveby.
Over sine breder
Zambezi-floden går ind i mellem over sine breder, og det samme gør byen Tete nu.
De udenlandske virksomheder flyver entreprenører, ingeniører og inspektører ind i en strøm, så byen ikke kan følge med efterspørgslen på boliger og hotelværelser, selvom der ekspanderes på nord-bredden, på vej op til minerne. Indbyggerantallet steg med cirka halvtreds procent, fra 104.000 i 1997 til anslået 152.000 i 2007, og byggebranchen har stadig kronede dage.
Udfordringer for fagforeningerne
Det store ryk i Tete begyndte for fem år siden, fortæller Pires Aço M’puka, provins-sekretær for landsorganisationen OTM. Han får det til at lyde som en evighed siden, og sådan føles det måske også. Fremgangen har bragt nye udfordringer til de lokale fagforeninger og der er mange arbejdspladser at holde styr på. Det gælder om at holde øje med de udenlandske arbejdsgivere, når det kommer til overholdelse af reglerne for arbejdstid og arbejdsmiljø.
Samtidig giver den høje koncentration af udstationerede arbejdere og gennemrejsende, der er væk fra familien i længere perioder, gode vilkår for spredning af hiv/aids. Pires Aço M’puka fortæller, at man allerede nu ser resultaterne af den lokale indsats mod hiv/aids, som har bragt andelen af smittede ned fra seksten til tretten procent af befolkningen. Officielle statistikker skal dog tages med et gran salt i områder med så stor en gennemstrømning af mennesker som i Tete, og der er stadig meget at gøre, hvad angår behandlingen af hiv/aids-ramte på arbejdspladserne og i lokalsamfundene.
Fagforeningerne giver sig også i kast med forhandlinger om arbejdsforhold med de nye udenlandske arbejdsgivere fra Australien, Kina og Brasilien.
“Kineserne virker ligeglade med værdige arbejdsforhold”, fortæller han, “men med brasilianerne forholder det sig anderledes”. Bl.a. har Vale Rio Doce, der netop har lanceret et kulmine-projekt til 1,3 milliarder dollars, indgået en aftale om adgang for fagforeningen og at arbejderne skal trænes, inden de sættes i gang. Det lyder måske ikke af meget i en dansk sammenhæng, men i Mozambique er det en væsentlig milepæl. Anerkendelsen af fagforeningens rolle på arbejdspladsen kan ikke tages for givet, men her er der åbnet op for yderligere dialog og forhandlinger med arbejdsgiveren.
Fra mineprojekterne nord for Tete går jernbanen ud til kysten med udskibningshavnene. Jernbanen blev bygget under kolonitiden og var et mål for sabotage under borgerkrigen, men nu sættes den i stand for at servicere de nye investeringer. Den minder meget konkret om, at de nye investeringer nemt kan blive et deja-vu; i kolonitiden blev rigdom også skabt ved at lede naturressourcer ud af Afrika med mindst mulige omkostninger. Udfordringen er nu at sørge for at udvindingen af naturrigdommen også kommer arbejderne og guld-byen Tete til gode.