Arbejdsmiljø ind i overenskomsterne
Samarbejdet har betydet, at der er gennemført mærkbare forbedringer på mere end 100 grafiske virksomheder i Afrika. Forbedringer, som er sket med udgangspunkt i lokale forhold – tilført de erfaringer, som er indhøstet gennem mange års aktivt arbejdsmiljøarbejde i Danmark.
Samarbejdet har ikke blot omfattet uddannelsen af sikkerhedsrepræsentanter, men direkte inddraget arbejdsgiverne på de berørte virksomheder.
Flere deltagere har fremhævet konkrete forbedringer af f.eks. ventilation, sikker håndtering af kemikalier og brug af personlige værnemidler, men også et direkte fald i antallet af arbejdsulykker. Samtidig er det i samarbejde med arbejdsgiverne lykkedes at etablere sikkerhedsudvalg, som forhåbentlig vil sikre, at arbejdsmiljøet også fortsat får den nødvendige opmærksomhed. I de fleste virksomheder er samarbejdet omkring både arbejdsmiljø og forebyggelsen af HIV/AIDS blevet bragt ind i de lokale overenskomster. Dette er igen en sikring af, at de resultater, der er opnået, ikke bliver tabt på gulvet.
Repræsentanter fra f.eks. Zambia og Tanzania kunne fortælle, at arbejdet med arbejdsmiljøet har betydet, at de faglige organisationer nu er mere aktive og synlige på de grafiske arbejdspladser – hvilket igen har betydet, at de har fået 15-30 % flere medlemmer.
Bjarne Nielsen, næstformand i HK-privat, kunne uden forbehold fortælle deltagerne, at dansk fagbevægelse med rette er stolte over de resultater, som vores grafiske kolleger i Afrika har opnået.