Afrika Syd udelukker fagbevægelsen
Generalsekretæren i den regionale faglige organisation SATUCC, Austin Muneku, var blandt dem, der blev smidt ud. Sammen med andre organisationer appelerede han til topmødet om at gribe ind over for værtslandet Angola, men det skete ikke.
Topmødet var indkaldt for at debattere infrastruktur i det sydlige Afrika. Samtidig udspiller der sig dramatiske politiske og økonomiske kriser i Zimbabwe, Swaziland og Malawi, som SADC blev opfordret til at forholde sig til. Men – bemærker flere aviser i det sydlige Afrika – det kunne toppolitikerne fra de 15 medlemslande ikke blive enige om at mene noget om.
“SADC er blevet en ‘old boys club’, en institution for statsoverhoveder. Der var ikke nogen vigtige spørgsmål, der blev behandlet”, sagde en demokrati aktivist fra Swaziland, Musa Hlophe, til den sydafrikanske avis Mail&Guardian efter mødet. Swaziland har lånt penge af Sydafrika for at lappe lidt på et bundløst hul i økonomien, og den enevældige konge har krævet kommission for at have fået lånet hjem. Det opfattes som en ren provokation i en befolkning, hvor over 60 procent lever under fattigdomsgrænsen, mens kongen og hans 13 koner lever et meget luksuriøst liv.
Zimbabwes præsident Robert Mugabe var med til topmødet, men premierministeren fra oppositionen, Morgan Tsvangirai, var ikke med, selvom der principielt er en magtdeling i Zimbabwe. I Zimbabwe skal der være valg, men oppositionen frygter den samme vold, som Mugabe slap løs ved valget i 2008. Derfor forsøger oppositionen at tvinge Robert Mugabe og hans parti til en plan for valg og for en ny forfatning. Men Mugabe vil ikke tale med oppositionen, som han mener er Vestens forlængede arm i Zimbabwe. Heller ikke dette spørgsmål kunne SADC gøre noget ved.
Endelig er der Malawi, hvor 18 demonstranter og en politimand blev dræbt i juli. Der lover præsidenten krig, hvis ikke oppositionen vil gå i dialog på hans betingelser. Parlamentet er på det nærmeste opløst, – og situationen er anspændt. Men SADC mener ikke noget om det heller.
Civilsamfundsorganisationerne – og blandt dem altså fagbevægelsen – mente, udelukkelsen fra at påvirke SADC mødet var “en manglende respekt for dialog mellem regeringerne og civilsamfundet”. De opfordrede derfor de 14 SADC lande til “at styrke deres forpligtelse over for menneskerettigheder og demokrati”. Den sydafrikanske fagbevægelse COSATU mener, civilsamfundet må presse mere på. COSATU opfordrer til fælles aktionsdage for at tvinge regeringerne i det sydlige Afrika til at tage problemerne – og civilsamfundet – alvorligt.
http://www.actsa.org/newsroom/2011/08/cosatu-criticises-sadc-leadership-and-calls-for-day-of-action/