Støtte til demonstrationer i Swaziland
I Swaziland rapporteres der om demonstrationer i fire byer, med flere tusinde på gaden. Det forbudte parti PUDEMO har haft flere konfrontationer med politiet, der har affyret tåregas mod dem og en studenterdemonstration med 3000 deltagere i hovedstaden Mbabane.
6000 studerende boykotter undervisningen, fordi regeringen ikke har betalt SU til førsteårsstuderende. Læreanstalter og universiteter startede en måned for sent på grund af mangel på penge i statskassen. Swaziland har lånt penge af Sydafrika for at komme over det værste, men det rækker slet ikke – i et land, hvor fattigdomsprocenten er op mod 70, og en fjeredel af befolkningen lider af HIV/AIDS.
Fagbevægelsen i Swaziland er med til at mobilisere til denne uges protestaktioner. På grund af økonomisk kollaps planlægger regeringen under den enevældige konge Mswati III at skære i de offentligt ansattes løn. Den internationale valutafond har anbefalet, at der skæres i offentlige udgifter, men fagbevægelsen kræver, at der først skæres på omfattende korruption og de luksuspaladser og store biler, som kongen og hans betroede mænd og mange koner kører rundt i.
Læs meget mere om situationen i Swaziland her