Succes for den etiopiske fagbevægelse: Tre gange så mange minearbejdere bliver HIV-testet
Med omkring 1.2 millioner HIV/AIDS-smittede er Etiopien et af de lande i Afrika syd for Sahara, som er hårdest ramt af sygdommen (1).Det er derfor afgørende for landets vækst, at denne udvikling ændres, da det især er den unge del af befolkningen, som rammes – og dermed arbejdsstyrken. Særligt slemt er det i landets isolerede miner, fordi smitteandelen er høj og myterne mange, men også fordi forebyggelseskampagnerne hovedsageligt er i byerne. Det fik Firew Bekele, som er formand for industriforbundet NIFECM (2), til at reagere og tage kontakt til den danske fagbevægelse. Hvorefter CO-industri, Ulandssekretariatet og det etiopiske industriforbund NIFECM indledte et treårigt samarbejde, hvor de satte fokus på HIV/AIDS problematikken og dermed tog kampen op mod myter, uvidenhed og mange års tabu.
”Hver gang jeg besøgte minerne, blev det tydeligere og tydeligere for mig, at vi var nødt til at gøre noget. For vi mistede vigtige liv og arbejdskraft, og vi mistede de unge, som er vores garanti for en fremtid”, fortæller Bekele – og fortsætter: ”Men samtidig var det også klart for mig, at vi stod over for en stor udfordring. For i minebyen Khagiso og i de omkringliggende plastikbyer har man det hele: prostitution og minearbejdere, der lever isoleret og væk fra deres familier, arbejder 24-timers vagter, drikker og tygger Khat”.
Plastikbyerne, som de kaldes, fordi de hovedsageligt bygges af store plastik-presenninger, er en slags nomadeby, der følger i kølvandet på minearbejderne. Her er både frisører, små forretninger og restauranter, og så selvfølgelig den velbesøgte bar, som – udover at sælge øl – tilbyder billige sexarbejdere og udlejer usle halmmadrasser, til cirka 10 danske kroner i baglokalet. Det er her piger helt ned til 15-16 års sælger sig selv, og hvor mændenes seksuelle adfærd ændres af stoffer og plastikbyerne mandsdominerede verden, og så er det her, hovedårsagen er til minernes høje andel HIV/AIDS smittede.
Der lægges ikke fingre imellem, når Firew Bekele fortæller om virkeligheden i Khagiso og plastikbyerne. Alligevel er der i hans stemme ingen tvivl om alvoren af de scenarier, han beskriver, og ikke mindst hans engagement for at ændre tingene.
Fra kø til gravstederne – til kø til testcentrene
En af de tillidsmænd, som har været med i industriforbundet NIFECMs HIV/AIDS indsats fra begyndelsen er Million Seboka. Han er 47 år, har kone og to børn, og har været tillidsmand og fagforeningsleder i 15 år. Han har boet i minebyen Khagiso i 23 år og ved, hvad han taler om, når han fortæller, hvordan samarbejdet har ændret forholdene i byen.
”For nogle år siden var det helt utænkeligt at tale om HIV/AIDS og da slet ikke annoncere sin status som HIV positiv. Det var umenneskeligt, fordi ingen ville kendes ved det – og ingen turde blive testet. Alle var skrækslagne for sygdommen. Og selvom folk døde omkring os, så ignorerede vi problemet af frygt for, at vores familier skulle blive udstødt ”.
Seboka fortæller, hvordan han på én dag begravede hans tre bedste venner på grund af AIDS, og hvordan de førhen gik til begravelser flere gange om dagen. ”I dag kan vi simpelthen se, at antallet af begravelser er faldende, og vi behøver derfor ikke længere gå den tunge vej ned til gravstederne hver dag.”
Seboka er en af de 300 tillidsmænd, som har modtaget undervisning i løbet af det treårige samarbejde. Han forklarer, hvordan gennembruddet i kampen mod AIDS kom den dag, da industriforbundet NIFECM underviste i, hvordan man som ’HIV rådgiver’ bør opføre sig på en venlig og fortrolig facon, og hvor langt man når ved at snakke med almindelige unge mænd, kvinder og børn nede i minebyen.
Seboka fortæller:
”Den dag lærte vi alle sammen, hvordan vi som tillidsfolk kan nå både arbejdspladserne og videre ud på markedspladsen, ind i barerne og skolerne – ja sågar busholdepladserne. Vi troede, det var løgn, da vi lige pludselig så folk strømme til vores kampagne om at bekæmpe HIV og om at blive testet og bruge kondom. Det var helt vildt… og de vidste alle sammen, at det var fagforeningen, der stod bag. Ja, selv den offentlige læge troede ikke sine egne øjne, da han så flere tusinde stå i kø ved vores mobile testcentre, normalt så han jo kun 2-3 patienter om måneden”.
Bedre arbejdsforhold for HIV-smittede
Gennem samarbejdet har NIFECM ikke alene formået at bryde HIV/AIDS-tabuet og vende minebyernes onde spiral. Industriforbundet har samtidig forbedret HIV-smittede minearbejderes arbejdsforhold gennem de nye aftaler med HIV-klausuler indgået sammen med mineselskaberne.
Seboka fortæller:
” Vi er meget glade for vores sidste forhandlinger, hvor fik vi vedtaget, at en HIV-smittet minearbejder har gratis og ubegrænset behandling, sygeorlov og hvis nødvendigt et skånejob. Patienten får også løn under hele sygeorloven, indtil han dør, og det er mere end hvad lovgivningen siger.” Det betyder, at de smittede minearbejdere og deres familier nu, til trods for sygdommen, er sikret en indkomst og dermed en bedre fremtid, end det ellers var muligt. Endvidere har aftalerne om HIV-klausulerne resulteret i, at NIFECEM ikke kun når ud til at sikre sine egne HIV-smittede medlemmer, men også arbejdere i andre erhverv og potentielle nye medlemmer.
Formanden for industriforbundet NIFECM Firew Bekele fortæller, at samarbejdet også har styrket den etiopiske fagbevægelse – dels i forhold til at samarbejde med arbejdsgiverne, som også har fået undervisning i HIV/AIDS – og dels i forhold til at møde og diskutere forskellige arbejdsforhold med arbejderne.
”Samarbejdet har styrket fagbevægelsens kapacitet og gjort os synlige ude i lokalsamfundet. Hvor vi før ville sidde på et kontor inde i byerne, har vi nu haft mulighed for at være ude i landsbyerne og diskutere alle mulige arbejdsspørgsmål – så som overarbejdsbetaling og barsel – og det har givet folk en større forståelse for, hvad de kan bruge fagbevægelsen til.”