Udviklingsbistanden skal tilpasses udfordringerne – ikke omvendt

Af Ulandssekretariatet
Der er forskel på, hvilke indsatser der virker i vækstafrika og fattigafrika

Alle, der har beskæftiget sig med udviklingspolitik i Afrika, er enige om en ting: Der er behov for en massiv indsats, hvis man skal hjælpe millioner af fattige afrikanere til en bedre tilværelse.

Men Afrika er ikke ét stort landområde, men en gruppe nationer på vidt forskellige økonomiske, politiske og sociale udviklingstrin.

Det betyder også, at der er forskel på, hvilke udviklingspolitiske indsatser, der virker hvor. Man kan – groft sagt – dele de afrikanske lande ind i to kategorier, vækstafrika og fattigafrika. Og det er vidt forskelligt, hvordan man skal gribe udviklingen an de forskellige steder. Ligesom der er stor forskel på, hvordan og hvornår man kan involvere den private sektor, sådan som der er behov for og et stort politisk ønske om.

I vækstafrika er der i mange lande udmærkede betingelser for at få de private aktører på banen. Der er allerede et fungerende arbejdsmarked, de kan investere i, en fungerende infrastruktur, de kan anvende og der er en økonomi, som kan holde liv i kommercielle projekter.

Men i de mest fattige og ustabile afrikanske lande er det utopisk at tro, at private virksomheder kan være katalysatorer for vækst. Betingelserne er ganske enkelt ikke til stede. Det kræver først og fremmest investeringer – i mennesker, i uddannelse, i infrastruktur, i sociale sikkerhedsnet og i sundhedsydelser blandt andet.

Desuden bør man i fattigafrika samtidig arbejde for lokalt forankret vækst – for eksempel ved at etablere kapacitetshuse. I form af samlingssteder, hvor der udbydes korte erhvervsfaglige kurser, ydes mikrolån og hvor mennesker kan mødes og organisere sig. Det er med andre ord langsigtet bistand og ikke nødhjælp, man skal sætte ind med. På sigt kan de fattigste lande i Afrika godt blive modne samarbejdspartnere for private investorer.

Men inden det sker, skal man investere i menneskelig kapital, og affinde sig med, at det tager tid, før man når resultater. Til gengæld er der en god chance for, at lokalbefolkningerne bliver, hvor de er, og ikke slutter sig til rækkerne af irregulære immigranter på en farefuld færd mod en tvivlsom fremtid i andre lande.

Med andre ord skal man tilpasse udviklingsbistanden til de lokale udfordringer – ikke omvendt.

 

AddToAny

Share/Save