Styrket forhandlingsklima

Af Søren Bjerregaard Jepsen, Ulandssekretariatet
13. november 2019
Østafrikas fagbevægelse og arbejdsgivere er blevet bedre til at sidde sammen ved forhandlingsbordet
Salahi Salim Salahi, direktør for arbejdsgiverforeningen ZANEMA. Foto: Bertel Henning Jensen.

De trykker hænder, griner og spiser sammen – på et hotel i byen Arusha i det nordlige Tanzania. I Danmark er der lang tradition for, at arbejdsgivere og fagbevægelsen forhandler sig frem til fælles løsninger, men i Østafrika er den gode stemning noget nyt.

De glade ansigter er ledere af arbejdsgiverforeninger og fagbevægelsens landsorganisationer, der udveksler erfaringer med et projekt, hvor de siden 2013 har fokuseret på dialog og forhandling i Uganda, Rwanda, Burundi, Kenya, Tanzania og på Zanzibar. Projektet er støttet af Ulandssekretariatet og Dansk Industri.

Erfaringsudvekslingen skete som led i evalueringen af det østafrikanske projekt, og deltagerne kom fra alle de seks landes fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer.

”Den allerstørste bedrift er, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne i Østafrika nu snakker sammen. Det er helt oplagt at finde fælles løsninger, som ikke nødvendigvis er dikteret af regeringsmagten eller domstolene. Vi er i fuld gang, og det er et arbejde, der vil fortsætte selv om projektet udløber til nytår,” siger Salahi Salim Salahi, der er direktør for arbejdsgiverforeningen på Zanzibar, ZANEMA.

Khamis Mohammed, generalsekretær for landsorganisationen ZATUC. Foto: Bertel Henning Jensen.

Løser konflikter på arbejdspladsen

På ferieøen har projektet banet vejen for, at de nu løser konflikter på arbejdspladserne.

”Vi har nu konfliktløsningskomiteer på arbejdspladsniveau. Her løser repræsentanter fra arbejdspladsen og repræsentanter fra de ansatte store og små konflikter, som ellers risikerer at eskalere. Det er godt for begge parter,” siger Khamis Mohammed​, generalsekretær for Zanzibars landsorganisation, ZATUC.

Dialog og forhandling i Rwanda var ifølge Africain Biraboneye fra hovedorganisationen CESTRAR på nulpunktet inden projektet:

”Men nu foregår der forhandlinger på virksomhedsniveau, og vi har fået vores første overenskomster i sukker- og i te-sektoren,” fortæller han.

Leon Pierre Rusanganwa fra Private Sector Federation (PSF) i Rwanda er også begejstret.

”Sammen med fagbevægelsen kan vi sikre ordentlige overenskomster, forbedre sikkerhedsforholdene og øge tilfredsheden ved at gå på arbejde. Vi har set det i te-sektoren, og jeg kan bevidne fra en sukkerfabrik: Det øger samtidig effektiviteten,” understreger han. Og sådan fortsatte konferencen med at udveksle erfaringer med dialog og forhandling. Geoffrey Kabi fra den ugandiske arbejdsgiverforening samlede op med fem ord: ”We are in this together.”

Social dialog-projektet startede i 2013 og fik en saltvandsindsprøjtning af Danida i 2015 på grund af de gode resultater. Ulandssekretariatet og Dansk Industri er de danske partnere, og hovedformålet er at udbygge samarbejdet og dialogen mellem arbejdsmarkedets parter i Østafrika.

Se en 3-minutters film om projektet i Østafrika

AddToAny

Share/Save