Skovler medlemmer ind efter målrettet indsats i organisering
I løbet af 2016 er Kenyas ingeniørforbund gået fra ca. 20.000 til ca. 25.000 medlemmer. Det er en bemærkelsesværdig stigning, især i et land, hvor flertallet af arbejderne ikke er organiseret i fagforeninger.
Medlemsfremgangen er sket efter, at forbundet KEWU (Kenyan Engineering Workers’ Union) har sat en række initiativer i søen for at systematisere hvervningen. Det er sket med støtte fra Ulandssekretariatet og det industrielle, globale forbund IndustriALL.
Blandt andet har KEWU foretaget en mere præcis kortlægning af, hvilke virksomheder som potentielt havde ansatte, der kunne hverves.
”Før havde vi ikke det store overblik,” fortæller områdeleder i KEWU Willy Sitati Simon, ”men da vi lavede en systematisk kortlægning af, hvilke virksomheder der var i området, åbnede det vores øjne.”
KEWU brugte blandt andet oplysninger fra de kenyanske skattemyndigheder til at lokalisere hvilke virksomheder, det kunne være relevant at besøge – og helt praktisk tog fagforeningsfolkene rundt på virksomhederne og holdt rekrutteringsmøder.
Faglig kamp som hvervning
En anden fordel ved at tage rundt på virksomhederne er, at KEWU opdager forhold og vilkår, som ikke er i orden. KEWU tager fat i sagerne, og det giver pote i form af flere medlemmer. Det er en pragmatisk tilgang, hvor KEWU altså løser problemer for ikke-medlemmer, men på denne måde gør det meget tydeligt, at der er fordele ved at være organiseret.
”Når vi kommer rundt ser vi, at arbejderne har en masse problemer. Det kan være chikane, mishandling, manglende lønudbetalinger. Vi tager disse sager op – også selvom arbejderne ikke er medlemmer af fagforeningen. Men når de ser, at vi vinder sagerne, så kommer de automatisk til os,” fortæller Willy Sitati Simon.