Virksomheders sociale ansvar – skaber det bedre vilkår for arbejdere i Kina?
Introduktion:
Det begyndte med sweatshops
I midten af 90’erne begyndte de store, internationale virksomheder for alvor at interessere sig for CSR – Corporate Social Responsibility eller virksomheders sociale ansvar. Aktivister i de vestlige lande anklagede flere multinationale firmaer for at vende det blinde øje til, mens arbejdere i blandt andet Kina producerede mærkevarer under farlige og umenneskelige forhold i de såkaldte sweatshops. Mange virksomheder reagerede ved at formulere et sæt etiske retningslinjer – corporate codes of conduct – som de krævede, at underleverandørerne rundt om i verden overholdt. Samtidig hyrede mange virksomheder observatører, som skulle holde kontrol med, at underleverandørerne ikke overtrådte retningslinjerne. Opdagede observatørerne uregelmæssigheder, kunne det resultere i bøder eller aflyste ordrer.
Narrer observatører
I Kina har mange arbejdsgivere dog lært at narre observatørerne. Det sker for eksempel gennem dobbelt bogholderi og ved at instruere arbejderne i, hvad de skal sige til observatørerne. Flere internationale virksomheder har derfor taget skridtet videre og indsat ”trænere” til at oplyse arbejderne om deres rettigheder på fabrikkerne.
Der er ingen officielle statistikker over, hvor mange arbejdere, der har modtaget denne form for træning, men flere organisationer anslår, at over ti millioner arbejdere på fabrikker i det sydlige Kina har haft mindst et par timers introduktion til begrebet arbejdstagerrettigheder. På trods af det viser tal fra Kinas statistiske bureau, at lønnen til arbejdere i det sydlige Kina er faldet gradvist over de seneste ti år, og at timelønnen for de flestes vedkommende ligger under minimumslønnen. Samtidig er antallet af sagsanlæg mod arbejdsgivere, som anklages for overtrædelse af arbejdstagerrettighederne, steget voldsomt. Derfor kan man frygte, at CSR ikke har forbedret arbejdernes vilkår i Kina.
Det betyder dog ikke, at CSR ikke fungerer – de lokale fabriksejere har bare for let ved at komme omkring det i dag. Fagbevægelsen mener derfor, at parterne bør snakke sammen for at finde ud af, hvordan der kan komme større sammenhæng mellem de internationaler selskabers gode intentioner og virkeligheden på fabrikkerne.
Arbejdsgivere og regeringen mdoarbejder CSR
Men to begivenheder i december 2004 viste med alt tydelighed, at en sådan diskussion på kinesisk jord har svære vilkår. En OECD-konference om CSR, hvor repræsentanter for den internationale fagbevægelse, den kinesiske regering og flere internationale virksomheder skulle deltage, blev stoppet bare ti dage inden startskuddet lød. Spekulationerne lyder på, at det var efter ordre fra Kinas regering. Et par dage senere lykkedes det for det britiske konsulat i Kina at gennemføre en konference om CSR. Tonen blev dog lagt an, da Chen Ying, en repræsentant for arbejdsgiverforeningen Chinese Entreprise Confederation (CEC), gik på talerskolen. Hun fortalte, at CEC i samarbejde med regeringen var ved at lave sine egne CSR-standarder – og at holdningen generelt var, at kinesiske virksomheder ikke vil følge de retningslinjer, som internationale firmaer påtvinger dem.
Om Anita Chan
Anita Chan er en af de mest respekterede forskere på sit område og har haft tilknytning til nogle af de bedste universiteter i verden som for eksempel University of Washington, University of California, Berkeley og Harvard. Siden 1987 har hun været tilknyttet Australian National University. Hendes forskning koncentrerer sig især om arbejdsforhold og faglige rettigheder i Kina. Anita Chan er samtidig kendt som en dedikeret forkæmper for, at arbejdstagerrettigheder bliver anerkendt som menneskerettigheder i Kina.