Til kamp for daglejerne i Rwanda
Lønningerne for daglejere i den uformelle økonomi ligger under FNs ultimative fattigdomsgrænse på to dollar (knap12 kroner) om dagen. Kvinder må gå på arbejde seks uger efter en fødsel, i bedste fald. Arbejdere invalideres, fordi der ses stort på den mest grundlæggende sikkerhed. Ulovligt børnearbejde foregår både på landet og i byerne. Og strejker – det er ikke noget, man bruger i Rwanda.
Udfordringerne står i kø for den faglige hovedorganisation CESTRAR, men det ansporer blot generalsekretæren Eric Manzi og hans næstkommanderende, Africain Biramboneye, til at kæmpe indædt for at få bedre vilkår for arbejdsmarkedets svageste. Og den kamp foregår både med regeringen og med arbejdsgiverne.
“En af de helt store udfordringer er at få arbejdsgiverne til at respektere den lovgivning, der giver arbejderne nogle rettigheder, f.eks. om social sikkerhed. Det gælder f.eks. arbejderne i te- og kaffeplantagerne, som er rygraden i Rwandas eksport, ” siger Eric Manzi.
Problemet er, at de eksisterende arbejdsmarkedslove i landet primært gælder for de ansatte, der har en kontrakt. Og selv de regler, der gælder for alle, bliver sjældent overholdt.
Det betyder, at mange af dem, der arbejder i den uformelle økonomi, hverken har mindsteløn eller sociale rettigheder af nogen art. Og selv om loven giver et minimum af social sikring, så blæser arbejdsgiverne i stort omfang på det.
5 kroner om dagen
Det gælder i forhold til plantagearbejderne i kaffe- og teproduktionen. Det gælder minearbejderne. Og det gælder arbejderne i turistsektoren og i byggeindustrien. Områder, hvor indtægterne bidrager mest til Rwandas økonomiske vækst.
Men det er samtidig sektorer, hvor 90 pct. af de ansatte er daglejere uden konkrakt, og de bliver spist af med lønninger på ned til 5 kroner om dagen, uden ferie, barselsorlov, pension eller forsikring mod arbejdsulykker. Derfor kæmper CESTRAR for at få daglejerne på kontrakt. Og det lykkes faktisk at få de største plantager til at indgå overenskomster for arbejderne i marken.
“Næste kamp bliver at få lønnen op. For det er faktisk ikke muligt at leve for mindstelønnen på 1.000 Rwands Franc (ca.10 kr.) om dagen”, siger Eric Manzi.
Netop de lave lønninger risikerer at fastholde nogle befolkningsgrupper i yderste fattigdom, fremfører CESTRAR. For når pengene er små, så holder nogle familier deres børn hjemme fra skole, så børnene i stedet kan hjælpe med til at tjene penge i marken eller som hushjælp – eller passe deres mindre søskende.
Regeringen har i en netop udgivet rapport anslået, at der er flere end 300.000 børnearbejdere i Rwanda.
“Skaf nogle flere jobs og til en ordentlig løn. Det er det, der skal til for at få børnene i skole”, siger Eric Manzi.
