Store konferencer og små ryk
Scenen var sat i Den Brune Kødby i København fredag den 20. maj i det, som kaldes TalkTown – og som har udgjort en slags folkelig søster til den store Women Deliver-konference, som foregik i Bella Center med højprofilerede oplæg og skyhøje entré-priser.
Mens hipsterne fyrede op i kødbyens udendørsgriller, begyndte LO, FTF og FOA’s arrangement både i mere beskedne, gråmelerede og rå rammer og med en påmindelse om, hvor forskelligt kvindeliv kan tage sig ud på kloden – og dog med fælles problemstillinger.
Formand for LO Lizette Risgaard, FTF-formand Bente Sorgenfrey og bestyrelsesmedlem i FOA SOSU Jean Petersen skulle diskutere ligestilling, og oplægget var en film, som DR’s Gitte Hansen har lavet om en tur til Jean Petersens hjemby i Malawi. Jean Petersen har boet i Danmark siden 1972, er livslangt fagligt aktiv – og betragter i øvrigt både Danmark og Malawi som sit hjem.
Filmen viste, hvordan kvinderne i Malawi kæmper med hårdt arbejde i marken, i hjemmet og med at made og bade manden. Og på den måde knyttede filmen debat-arrangementet sammen med de store spørgsmål om kvinders rettigheder, sundhed og arbejde, som Women Deliver-konferencen blandt andet lagde op til.
Små ryk
”En konference som Women Deliver er ikke bare varm luft. Sådanne tiltag er vigtige i det lange løb. Ligesom man heller ikke får løst klima-problemerne med Cop 21, eller man får løst alle problemerne på arbejdsmarkedet i én forhandling – så handler det netop om forhandlinger i det seje træk, at tale om tingene og vedtage de små ryk. På den måde rykker det i det lange løb,” sagde Lizette Risgaard. Og Bente Sorgenfrey supplerede:
”Det er helt klart, at hvis man udnytter kvinders økonomiske potentiale, så vil der komme mere vækst i verden. Derfor er ligestilling ikke kun et spørgsmål om lige rettigheder, men fx om – overalt – at udligne løngabet. Sådanne ting må vi have sat længere op på dagsordenen,” sagde hun.
Ligestilling på alle fronter
Diskussionen i salen drejede sig om emner som øremærket barsel til mænd, flere kvindelige ledere og blandt de tre paneldeltagere var der enighed om, at man – på en eller anden måde – måtte få mænd til at engagere sig i ligestillingen. Som Jean Petersen udtrykte det:
”Det gælder i Malawi, og det gælder i Danmark: mændene er fundamentet for at komme videre – ellers ender vi i en hønsegård, sagde hun slagfærdigt.
”Kig jer omkring. Hvor mange herinde ligner mig? Hvordan skal fagbevægelsen forholde sig til, at den ledes af danskere – men på bunden sidder indvandrerne?”
Udviklingsbistand
På den måde blev migrations og udviklingsbistand bragt på banen – også i forhold til at Women Deliver i høj grad handler om indsatser indenfor udviklingssamarbejde. Lizette Risgaard mente, at Women Deliver er en trædesten i forhold til udviklingsbistand:
”Mange har et for simpelt billede af udviklingsbistand. Er det bare nødhjælp? Nej, det er det ikke,” sagde LO-formanden, som også er formand for Ulandssekretariatet. Og næstformanden for Ulandssekretariatet, Bente Sorgenfrey mente i forlængelse af Lizette Risgaard, at Women Deliver netop kunne sætte fokus på, hvordan vi yder udviklingsbistand – og hvad 2015-nedskæringerne på den betyder:
”I fagbevægelsen har vi Ulandssekretariatet. Vi laver kapacitetsopbygning på arbejdsmarkederne. Men udviklingsbistanden er blevet skåret. Det er sådan nogle ting, som Women Deliver kan sætte fokus på – især når vi har en statsminister, der spiller smart i en fart med et par flotte ord, når der er fjernsyn på,” sagde Bente Sorgenfrey.