Stor interesse for undervisningsmateriale
Filmene, som er produceret i samarbejde med blandt andre DR og handler om arbejdsforhold for børn, unge og voksne i udviklingslandene, blev i 2004 udlånt flere end 1.500 gange til undervisningsbrug.
Tidligere blev filmene distribueret gennem Kraks Video, men fremover er de kun at finde på Ulandssekretariatets egen hjemmeside – nu også i DVD-format. Samtidig er det muligt at se klip fra de enkelte film og en introduktion til Ulandssekretariatets arbejde på hjemmesiden.
Beslutningen om at omlægge distributionen skal ses som et ønske om at styrke Ulandssekretariatets kontakt til undervisningsverdenen. Forhåbningen er, at mange flere lærere vil intensivere oplysningen om arbejdsforhold i udviklingslandene ved at bruge film, artikelarkiv, foldere og øvrigt informationsmateriale i undervisningen.