
Solidaritet kender ingen grænser
Coronakrisen har klart og tydeligt vist os, hvor tæt forbundne vi er på tværs af landegrænser. Det, der begyndte som en virus i Kina, spredte sig lynhurtigt til resten af verden med yderst alvorlige konsekvenser til følge. Både for mange af dem, der har været smittet med covid-19, men også for dem, der har mistet deres job som følge af nedlukningen af verdenssamfundet.
Herhjemme har vi en regering, en fagbevægelse og en arbejdsgiverside, som gennem fælles aftaler har skærmet både lønmodtagere og virksomheder mod de værste konsekvenser af krisen.
Så heldige er arbejdere og lønmodtagere desværre ikke i mange udviklingslande. Her har det fået alvorlige konsekvenser for mange familier, at deres forsørgelsesgrundlag er revet væk under dem, og mange ved derfor ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra, fordi de ikke længere får løn, som de plejer.
Det vil Ulandssekretariatet gøre noget ved, og derfor starter vi en indsamling til nogle af de fattigste ofre for coronakrisen. Som dansk fagbevægelses udviklingsorganisation samarbejder vi med den lokale fagbevægelse i mange udviklingslande, og derfor har vi en direkte adgang til metalarbejderne på fabriksgulvet og sygeplejerskerne i selv de mest afsides flækker.
Den adgang bruger vi lige nu til at dele mad ud til sultne familier og til at forsyne frontlinjearbejdere med livsvigtige værnemidler. Samtidig presser vores lokale partnere på blandt arbejdsgivere og regeringer for at sætte fokus på ordentlige løn- og arbejdsvilkår for arbejderne i udviklingslandene – både i denne usikre tid, og når coronakrisen en dag er forbi.
International solidaritet har altid været en hjørnesten i den danske fagbevægelses arbejde, og det er nu, vi har en chance for at vise, hvad vi mener med det. Jeg håber derfor, at du vil støtte vores indsamling til coronakrisens ofre her. Så kan vi i fællesskab vise vores kolleger i verdens fattigste lande, at vi står bag dem og sammen med dem.
Bente Sorgenfrey, næstformand i FH og formand for Ulandssekretariatets bestyrelse