Slavevilkår for 360.000 arbejdere i EU
Den Internationale Fagbevægelse (ITUC) har i samarbejde med ’Anti-Slavery International’ (ASI) netop udgivet rapporten ’Never Work Alone’. Rapporten, er et resultat af to års arbejde, og beskriver arbejdsforholdene for illegale migrantarbejdere i EU. Eksemplerne er mange. ILO anslår, at hele 12,3 millioner mennesker lever i tvunget arbejde globalt set, hvor de 360.000 er i EU
Et af eksemplerne er Abderrahim, der rejste fra Marokko til Belgien for at kunne sende penge hjem og sikre sin familie en anstændig tilværelse. Men otte år efter han kom til landet og har arbejdet i adskillelige underbetalte løse ansættelser, fik Abderrahim en arbejdsskade i 2009, som har gjort ham invalid. Abderrahims chef nægter ethvert ansvar og har tilmed tilbageholdt hans løn fra de sidste tre måneders arbejde.
Et andet eksempel er metalarbejderen fra Serbien, som rejste til Tyskland for at kunne betale for sine børns uddannelse. Han arbejdede 13-14 timer om dagen i seks dage om ugen og fik kun udbetalt små, uregelmæssige lønninger. Samtidig blev han lovet en opholdstilladelse., som han aldrig fik. I 2008 blev hans hånd gennemboret på arbejde, og denne arbejdsulykke gjorde ham uarbejdsdygtig. På daværende tidspunkt skyldte chefen ham 50.000 euro i løn. Af dem fik han cirka halvdelen udbetalt efter en lang sej kamp anført af den tyske forening for illegale migrantarbejdere ’Migration und Arbeit’.
Den Internationale Fagbevægelse og ’Anti-Slavery International’ indledte et samarbejde om at udarbejde rapporten ’Never Work Alone’, og de konkluderer nu på baggrund heraf, hvor vigtigt det er, at fagbevægelsen og Ngo’erne fortsætter og styrker dette samarbejde i kampen mod tvunget arbejde.
Rapporten ’Never Work Alone’ kan læses her
For mere information om ’Anti-Slavery International’ besøg deres hjemmeside her