Respekteret og forfulgt for sine lederevner
Det er mørkt udenfor. Morgentågen sniger sig med sine kuldetunger her i 2.000 meters højde rundt i byens gader og kryber ind i husene gennem revner og sprækker i døre, vægge og vinduer. Den fugtige kulde går gennem marv og ben. Klokken er endnu ikke 5, men Eleuterio vækkes af noget, der kunne minde om lavmælt torden efterfulgt af rystelser. Jeg ser ham for mig vende sig i mørket under tæpperne og trække huen længere ned i panden for at prøve at falde i søvn igen, men scenariet gentager sig kort tid efter.
Minesprængninger slår revner i husene
Det er sprængninger oppe fra en af dalens mange, åbne miner, som vækker Eleuterio, og med ham de fleste andre beboere i Xecaracoj. Et mønster, der tilmed gentager sig næsten alle ugens dage. Rystelserne er så stærke, at det har beskadiget murværket på adskillige af byens huse. Mineselskabet AGREGUA, som driver minen, har kun arrogant hovedrysten til overs for beboernes ængstelser for reelle sammenstyrtninger og deres harme vendt mod selskabet.
”Man hverken kan eller skal bremse udviklingen og fremskridtet”, plejer ifølge indbyggerne, at være et af mineledelsens retoriske svar, udover at de frasiger sig enhver sammenhæng mellem selskabets aktiviteter og de problemer, byens borgere oplever. Lige præcis hvad udvikling og fremskridt angår, er Eleuterio og hans venner i byen ofte lodret uenige med mineselskabet. Udvikling skal for dem komme Palajujinojdalen og fællesskabet til gode. De kræver deres forfædres hellige steder i dalen bevaret og respekteret, og naturrigdommene skal udnyttes på en bæredygtig måde til gavn for alle i dalen. Mere end 95 % af dalens beboer er Maya Kiché indianere, og sådan har det været i århundreder, men de seneste årtier har stærke udefrakommende kapitalinteresser etableret sig og handlet hen over hovedet på lokalbefolkningen; – som regel med national -og provinsregeringens velsignelse.
Det indre oprør tæmmes, – og gøres til den målrettede flamme som på en bundselsbrænder
Siddende der på sengekanten, halvt vågen halvt sovende, vokser indignationen og oprøret dybt inde i Eleuterios bryst. Men som det er blevet ham for vane, vælger han at vende oprørstrangen og vreden til en kontrolleret energi, som han kanalisere ud gennem sit daglige virke som indfødt borgmester i byen, øverste repræsentant for seks* af dalens ti borgmestre, organisations -og konfliktløsningssekretær for Forbundet af Bygningsarbejdere i Xela provinsen, indviet Maya præst, jurastuderende i fritiden og medlem af FMLL’s** regionale ungdomsnetværk.
Diskrimineret på arbejdsmarkedet
Eleuterio, som i dag er 29 år, har siden han var en helt ung knægt haft flair for både at bruge sine hænder og sit hoved. Han er ferm til at væve, brodere og organisere, og det har både hjulpet ham og hans ligesindede i lange perioder. Hans håndelag har været med til at skaffe brød – tortillas- på bordet i familien, som dette til trods lever under temmelig fattige kår.
På mit indledende spørgsmål om, hvordan han oplevede sit første lønnede job, får han en betænksom mine på, før han svarer i en alvorlig tone:
”Jeg kom i lære og blev ansat som konstruktionsarbejder i mineselskabet AGREGUA, hvor jeg nåede at arbejde i to år og fire måneder, før jeg sagde op i protest. Diskriminationen mod min egen person og mod mine kolleger specielt her fra byen var massiv, og til sidst blev det bare for meget”.
Hvordan blev du diskrimineret?
”Selv om jeg hurtigt lærte at klare alle de nye opgaver, de satte mig til, var det helt umuligt at blive forfremmet i det officielle jobhierarki på arbejdspladsen. Jeg fik som mine kolleger her fra Xecaracoj en meget lavere løn for det samme arbejde, sammenlignet med de medarbejdere og kolleger, som selskabet havde skaffet udefra”.
Eleuterio lader blikket glide rundt i stuen og misser med øjnene mod det blege lys fra det blottede lysstofrør i loftet, før han udbygger sit svar:
”Vi følte os i den grad forfulgt, fordi vi var Maya Kiché her fra dalen, og fordi vi forsøgte at kæmpe for både vore faglige rettigheder, vore rettigheder som by, som fællesskab, som lokalsamfund og som nabo til minen. Vi har oplevet det som en bevidst rekrutteringsstrategi fra mineledelsens side at hente arbejdskraft langvejs fra, eksempelvis fra Stillehavskysten, hvor de ikke er Mayaer. Også selv om der var rigeligt med kvalificerede, ledige hænder her i dalen”.
Det er, og har længe været, en sten i skoen hos mange arbejdsgivere, at Mayaer i mange sammenhænge hylder fællesskabet og det at holde sammen, – det er en del af deres kosmovision. Og den tankegang ligger ikke langt fra noget grundlæggende i fagbevægelsens værdigrundlag, – det at stå sammen gør stærk. Eleuterio påpeger:
”Vi fik sjældent en ansættelseskontrakt og ubegrundede eller uretmæssige fyrringer var, og er stadig, en del af dagligdagen i mineselskaberne***”
Tvunget til at organisere sig i hemmelighed
Må minearbejderne være medlem af en fagforening?
”Nej, det er ikke tilladt hos ét eneste af de mineselskaber jeg kender her i Xela provinsen, og for at være helt sikre på, at der ikke alligevel sker organisering i det skjulte, har de endnu en god grund til undgår at ansætte lokal arbejdskraft”
Den dag i dag, flere år efter selv at have forladt mineselskabet, arbejder Eleuterio energisk som repræsentant for Bygningsarbejdernes Fagforbund med at organisere arbejdere i minen hemmeligt. Det er ikke noget ufarligt arbejde. Hans faglige engagement, borgmesterposten og de mange ulønnede aktiviteter han udfører til fællesskabets fordel, har skabt stor respekt om hans unge person og hans lederevner. Han er en meget afholdt person i lokalsamfundet, men er samtidig på adskillige modstanderes usynlige, sorte liste. Han konstaterede selv nøgternt på mit spørgsmål om de farer, han udsætter sig for:
”Jeg har fortalt alle, som kender mig godt, både her i dalen og i fagforeningen, hvem de skal rette deres opmærksomhed mod, hvis jeg en dag forsvinder eller kommer til skade på mystisk vis.”
