Pensionsordninger bekæmper fattigdom i Ghana

Ananas, meloner og appelsiner er blandt de frugter, man kan købe i Gloria Bermas lille bod på Mallam Atta-markedet i Ghanas hovedstad, Accra. I Ghana er mulighederne for at få et arbejde med kontrakt og ordentlige arbejdsforhold små. Gloria er en af mange millioner ghanesere, der er nødt til at skaffe mad på bordet ved at arbejde i landets uformelle økonomi, som bl.a. tæller småhandlende, der ligesom Gloria Berma, falbyder varer på markeder. Gloria har for længst truffet en beslutning om, at hun ikke vil begå samme fejl, som hendes mor, der ikke løbende sparede op til alderdommen.
”Jeg har besluttet mig for at oprette en pensionsopsparing, så jeg kan få støtte, når jeg bliver gammel og ikke længere kan arbejde,” siger Gloria Berma. De fleste arbejdere i Ghanas uformelle økonomi tjener kun lige akkurat og i perioder knap nok til at skaffe tilstrækkelig mad og basale fornødenheder. Den dag, man bliver for gammel til at arbejde, har man intet at leve af, og nogle gange har man heller ikke nogen, man kan bede om hjælp, fortæller Gloria Berma:
”Med det lille beløb, jeg løbende sætter ind, kan jeg undgå at ende som en byrde for mine børn.”

Stigning på 300 procent
Ulandssekretariatets partner, hovedorganisationen The Trades Union Congress (TUC) i Ghana presser på for, at der bliver spændt sociale sikkerhedsnet ud, som kan gribe landets fattigste i den uformelle økonomi. Ifølge formand for TUC-Ghana, Joshua Ansah er det kritisk vigtigt, at arbejdere i den uformelle økonomi får mulighed for at spare op til alderdommen.
“Det er ikke dem, der mangler materielle goder, der er fattige, men dem, der ikke har pensionssikring og derfor beskrives som ‘socialt forældreløse’ i deres pensionsalder,” siger formand for TUC-Ghana, Joshua Ansah.
TUC-Ghana har via forhandlinger med myndighederne spillet en afgørende rolle i en række reformer af Ghanas pensionssystem, og har gennem en årrække arbejdet for, at også arbejdere i Ghanas uformelle økonomi får bedre adgang til pensionsordninger. Senest er der – bl.a. med pres fra TUC-Ghana – blevet indført et nyt pensionsprogram, som gør det lettere for selvstændige og arbejdere i den uformelle økonomi at spare op til alderdommen via en offentlig basispensionsordning. TUC-Ghana har desuden gennemført en landsdækkende oplysningskampagne for at udbrede viden om mulighederne for pensionsopsparing til arbejdere i den uformelle økonomi. Indsatsen har været en stor succes. Ifølge TUC-Ghana er antallet af selvstændige (herunder arbejdere fra den uformelle økonomi), der sparer op steget med cirka 300 procent.
