Pengene skal bruges rigtigt
Spørgsmålet om udviklingsbistandens størrelse er en tilbagevendende begivenhed. Senest viser nye beregninger fra Altinget, at den danske udviklingsbistand er den laveste i 40 år.
Det har igen sat gang i diskussionen om, hvor lille en andel af den samlede bruttonationalindkomst (BNI) et velhavende land som Danmark kan være bekendt at spendere på at bekæmpe fattigdom, afhjælpe humanitære kriser og sikre alle lige rettigheder og muligheder i udviklingslandene.
Ifølge Altingets opgørelse brugte Danmark i 2018 i alt 16,3 milliarder kroner på udviklingsbistand, et tal vi gerne ser stige betydeligt, så Danmark igen kan komme op på at give en procent af BNI. Men vi må samtidig minde om, at der er mindst lige så vigtigt, at pengene bliver brugt rigtigt.
Derfor kan det også undre, at blot fem procent af civilsamfundets andel af udviklingsbistanden går til arbejdsmarkedets parters arbejde med at mindske uligheden og skabe vækst plus beskæftigelse i udviklingslandene. Særligt set i lyset af, at et bredt flertal i Folketinget har tilkendegivet, at netop dét mål bør være centralt i dansk udviklingsarbejde.
Hvis man vil forhindre en stor migrantbølge fra Afrika og Mellemøsten i igen at søge mod Europa og Danmark, er man nødt til at sætte ind mod den omfattende ungdomsarbejdsløshed og manglen på ordentlige jobs i lande som Marokko og Malawi. Og man skal vide, hvordan man bærer sig ad med dette. Det kræver rammer, der sikrer: private og offentlige investeringer, ordentlige arbejdsvilkår, uddannelse, sociale sikkerhedsnet, retssikkerhed samt lovgivning og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter blandt meget andet.
At skabe de rette rammer for udvikling er derfor ikke kun et spørgsmål om penge – det handler i lige så høj grad om viden, erfaring og den rette kapacitet
