Landskolen sukker efter resultater af Bolivias nye skolelov
De fleste af lærer Carlos Paredes Bocanegras elever i den lille forstad til Sucre i det sydlige Bolivia har lønarbejde ved siden af deres skolegang. De vasker biler, sælger ting på markedet eller hjælper på kirkegårde.
Hans elever er mellem 10 og 12 år gamle og går i 5. klasse, men de er nødt til at hjælpe til, for at familien kan klare sig.
Børnenes forældre er migranter, der kommer fra højlandet ned til provinsen Chuquisaca for at finde arbejde som daglejere i byen. Alle er de dybt fattige og må bo hos familie og venner.
Tidligere fik mange af børnene ikke mad i løbet af dagen. I dag får de en varm chokoladedrik og et stykke brød, når de møder i skolen, og senere får de frokost.
Officielt har Carlos Paredes Bocanegras skole 70 elever. Men somme tider er der 200.
Ny skolelov
For to år siden vedtog Bolivias regering en ny, storstilet skolelov, der skal forbedre forholdene for lærere og elever på landskolerne. Hidtil har børn i landskoler og byskoler modtaget forskellig undervisning, men den nye lov vil blandt andet indføre ens undervisning for alle børn. På samme måde har lærerne tidligere fået forskellig uddannelse alt efter, om de var lærere i byen eller på landet. Med den nye lov skal alle lærere uddannes ens, og både uddannelsen og efteruddannelse.
Indtil videre har loven dog kun resulteret i ganske få ændringer, siger Carlos Paredes Bocanegra.
Trange forhold
Bocanegra har omkring 15 elever i sin klasse, hvor forholdene er særdeles trange. Der er ikke siddepladser til alle. Men til gengæld er der afsat plads til masser af kreativt arbejde i rummene og plancher på væggene.
Her på skolen forsøger man at forbedre forholdene blandt andet ved at udvide med en ny længe til den gamle bygning. Meningen er, at skolestuerne skal fornys og kunne rumme 20-25 børn.
Bøger ser man ikke mange af, men ifølge den nye skolelov skal staten sikre et bibliotek med nye, tidssvarende bøger. Det har Bocanegras skole ikke set noget til endnu, men alligevel kan næsten alle børn i dag læse, siger han. Også voksne får undervisning om aftenen.
Inflationen æder lønstigningerne
Alle vegne springer behovet for forbedringer i øjnene. Lærerne efterlyser rent vand, sanitet og en indsats for sundheden, og så er de utilfredse med deres løn.
En lærer på landet tjener 3.000 kroner og lærer i byen omkring 2.500 kroner om måneden. Ledere tjener næsten det dobbelte. 10 procent af lønnen går til sygeforsikring, 30 procent til skat og 15 procent til pension.
Selv er Carlos Paredes Bocanegra enkemand med et skolesøgende barn, og han tjener ikke nok til at klare sig ordentligt.
Lærerne kræver hvert år højere løn, men lønstigningerne bliver ædt op af inflationen. Lærernes forhold er så forarmede, at et privat kooperativ er oprettet for at hjælpe dem. Carlos Bocanegra blevet formand for ’aktivisternes råd’ i kooperativet, som underviser medlemmerne i for eksempel at holde høns, restaurere deres boliger, og hvordan de kan få et mikrolån.
Lang vej fra lov til realitet
Udmøntningen af skolelov er i gang, men alle parter erkender, at den tager tid.
Både landlærernes organisation Conmerb og bylærernes organisation CTEUB, som er Ulandssekretariatets samarbejdspartnere, har været involveret i arbejdet op til den nye skolelov. Og de er også med til at omsætte loven til virkelighed.
Det er første gang, lærerne får indflydelse på udformningen af skoleloven i Bolivia.
Og netop det faktum er paradoksalt nok med til at gøre udmøntningen af den ny lov til en langsommelig affære. De to lærerforbund har med deres forskellige uddannelser og lønniveauer haft vanskeligt ved at blive enige om indholdet i undervisningen og i reformen af lærernes uddannelse.
