Lad ikke Myanmars borgere i stikken
Siden demokratiseringen, som tog fat for en halv snes år siden, er der sket meget i Myanmar. Ikke at der er tale om en ren solstrålehistorie. Militæret har været med i vognen under hele rejsen, og selv om økonomien gradvist er blevet mere åben, er uligheden det også. En stor del af indbyggerne i Myanmar er ludfattige.
Men den demokratiske proces har alligevel åbnet for nye tiltag. Fagbevægelsen i Danmark har gennem Ulandssekretariatet støttet Myanmars hovedorganisation CTUM (Confederation of Trade Unions of Myanmar) i årevis. Helt tilbage til dengang, hvor organisationen var i eksil på den anden side af grænsen til Thailand. I 2011 blev CTUM lovlig, og har siden har fagbevægelsen organiseret på liv og sjæl i fabrikkerne – ofte med arg modstand fra udenlandske fabriksejere og et verdensmarked, der er godt tilfreds med lønninger til syersker på 5-600 kroner om måneden. Vi synes, det er indlysende, at dansk fagbevægelse har udstrakt globalt ansvar og international solidaritet til arbejderne i Myanmar.
Det er et stærkt signal at fagbevægelsen i Myanmar har trukket sig fra (treparts)forhandlinger med regeringen, og sympatien er strømmet ind fra den internationale fagbevægelse. CTUM ønsker ikke at blive taget til indtægt for at legitimere militærregimet. I stedet opfordrer CTUM til national og international nålestiksboykots af bestemte fabrikker og varemærker, som er knyttet til militærregimet.
Det bør vi lytte til – vi skal ikke lade Myanmar i stikken nu. Danmark har tidligere støttet demokratiske kræfter, blandt andet gennem Ulandssekretariatet, med organisering, kapacitetsopbygning og for eksempel radiostationer, som sendte fra eksilet ind i Burma. Det er stykke arbejde, som både adresserer fattigdommen, arbejdsmarkedet og demokratiforkæmperne i civilsamfundet.
Set fra fagbevægelsens synspunkt giver det fuldkommen mening at tilbyde støtte til den syerske, som ikke selv er i stand til at rejse krav. Ikke fordi hun ikke selv er stærk, men fordi man bliver stærkere af at løfte i flok.
Og det ser man i Myanmar i disse uger, hvor befolkningen demonstrerer. Sundhedspersonale på hospitaler har protesteret, og på (de delvist nedlukkede) sociale medier deltager fagforeningsmedlemmer i arbejdstøj i den civile ulydighedskampagne. Folk i hele nabolag banker løs på potter og pander – som for at uddrive dæmonerne. Det er meget modigt. Det er risikabelt at leve i et militærdiktatur, hvis nogen skulle være i tvivl.
Vi vil opfordre til, at man skruer op for støtten civilsamfundet – og ikke mindst tænker civilbefolkningen ind i ligningen. Man skal true med at blive, ikke med at gå.
Vi mener naturligvis, at fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet, fordi den tilbyder en struktur og organisering, som har potentialet til at lægge vægt bag kravene både til regering og på arbejdsmarkedet.
Kuppet kan hurtigt vise sig at være en stakket frist for generalerne og det er derfor afgørende at vise Myanmars lønmodtagere, at verden støtter dem. Gør vi ikke det risikerer vi at de fremskridt arbejdsmarkedet har opnået, går tabt.
