Kirsten Thorup taler ved åbningen af kunstudstillingen
Kirsten Thorups åbningstale kan læse her:
VILJE TIL FORANDRING i Brøndsalen 2. september 2011
Lige nu i de seneste måneder har de mest påtrængende indtryk af Afrika været tv-skærmens og nødhjælpsorganisationernes kampagnebilleder af hungerflygtninge og udmagrede, døende børn. Mediebillederne fra klima- og sultkatastrofer som den aktuelle på Afrikas horn, vækker vores medfølelse og trang til at afhjælpe nøden her-og-nu. Vi kan ikke længere være ligeglade med de katastrofer, der rammer vores medmennesker rundt om på kloden. Globaliseringen og nyhedsstrømmen 24 timer i døgnet har bragt verden tættere på os. Vi kan ikke lukke øjnene for virkeligheden derude. Og hvis vi vælger at lukke øjnene dukker den alligevel op i al sin påtrængende realitet – om ikke andet så i vores værste mareridt.
Men der er også et andet Afrika. Og det er udstillingen i Brøndsalen et udtryk for. Vi glemmer at Afrika ikke bare er ét land, men et kæmpe kontinent med mange lande, der har vidt forskellige klimaforhold og historiske forudsætninger og dermed også en vidt forskellig politisk udvikling. Afrika er et rigt kontinent. Rigt på råstoffer og naturlige ressourcer og ikke mindst rigt på menneskelige ressourcer. Når man rejser i Afrika er det ikke kun den bundløse fattigdom, men i lige så høj grad livsviljen, energien, nærværet og den musikalske handlekraft, der rammer én og næsten slår den sarte, hvide kreditkort-turist omkuld. Men samtidig oplever man en samhørighed med dette babelske virvar af tradition og modernitet, og man får en umiddelbar fornemmelse af, at menneskeheden dybest set er forbunden på tværs af kulturer og kontinenter.
Nelson Mandela har engang sagt: Answering poverty is not an act of charity, but an act of justice. Poverty is not natural. Svaret på fattigdommen i verden er ikke velgørenhed, men at skabe en mere retfærdig fordeling af klodens ressourcer og rigdomme, mere lighed mellem det rige nord og det fattige syd. Og at skabe retfærdighed kræver politisk handling og mod, vilje til forandring – både på det økonomisk fattige afrikanske kontinent og i vores rige vestlige verden. For fattigdom er ikke naturgivent, men for en stor del menneskeskabt.
Det er ikke tilfældigt, at LO og FTF´s Afrika-udstilling har titlen: Vilje til forandring. Først og fremmest er det en kunstudstilling med fokus på kunsten: malerier, grafik, skulpturer og fotografier af unge kunstnere fra Swaziland og Zimbabwe. Men udstillingen rummer også så meget mere. Den er et udtryk for det generationsskifte, der er ved at ske i Afrika. De nye strømninger blandt ungdommen, der ikke længere stiltiende vil finde sig i de korrupte regimers undertrykkelse. Udstillingen fortæller om et Afrika på vej fremad – fra at være “det tabte kontinent” til at blive en aktiv spiller i globaliseringen. Og den er et vidnesbyrd om den voksende afrikanske selvbevidsthed og viljen til at skabe forandring, til at skifte de gamle despoter ud med moderne demokratiske samfund og dermed få del i de elementære menneskerettigheder og skabe anstændige levevilkår for det store flertal af Afrikas befolkninger, der lever i dyb fattigdom.
Med udstillingen her bevæger vi os væk fra vestlig velgørenhed – for nu at blive i Mandelas sondring mellem ulandsbistand og retfærdighed. Vi oplever Afrika set indefra på egne præmisser. Her er det os, der er modtagerne, os der får en ny viden og indsigt forærende, nye perspektiver på verden. Spørgsmålet er om vi i stand til at foretage springet fra donorrollen til modtagerrollen og dermed slippe kontrollen over situationen. Om vi er i stand til at åbne os og modtage den gave og udstrakte hånd som kunstværkerne er et udtryk for?
Rigdom kan ikke kun måles i penge og økonomi, i den materielle overflod vi omgiver os med i vores del af verden. Den største rigdom er mødet mellem mennesker. For når mennesker mødes, skabes en dynamik og uforudsigelighed, der giver håb om forandring og udvikling, om udveksling af kundskaber og erfaringer i gensidig respekt. Når vi møder mennesker fra andre kulturer end vores egen, når vi møder de såkaldte fremmede enten ude i verden eller herhjemme, kan vi reagere på tre måder: Vi kan bekrige dem, vi kan bygge mure og forsvarshegn omkring os selv, isolere os i selvtilstrækkelighed og angst for verden omkring os, eller vi kan åbne os og begynde en dialog.
Kunsten skaber kontakt mellem mennesker. I kunsten foregår der et møde og en dialog. Og at skabe dialog forudsætter tillid og ligeværd. Et kunstværk møder beskueren med en tillidsfuld åbenhed, hvor kunstneren nedlægger alle parader og forsvarsværn og blotlægger sit inderste væsen. Kunstværker er meddelelser, budskaber fra ét menneske til et andet. Fra et “jeg” til et “du” uden skelen til hudfarve, religion eller nationalitet. I den forstand er kunsten universel og grænseoverskridende og med til at nedbryde barrierer og skel mellem mennesker. Kunsten forener snarere end den adskiller, den samler snarere end den splitter. Kunsten udtrykker almenmenneskelige følelser og det basale behov for at kunne leve et frit og menneskeværdigt liv, som vi deler med hinanden uanset, hvor vi kommer fra.
Bag hvert eneste billede er der en historie. Bag hvert eneste kunstnernavn en skæbne, der kunne være vores, hvis vi var blevet født et andet sted på kloden. Når vi står foran et kunstværk, et maleri, fotografi eller en skulptur, står vi over for et personligt budskab fra et menneske som os selv. Vi spejler os i det eller de billeder, der fanger vores opmærksomhed og får os til at standse op. Lige netop de billeder griber os og rammer noget i os, vi ikke kan forklare. Vi bliver rørt, forfærdet, vrede, glade, oplyste, eftertænksomme, måske får en humoristisk tvist os til at opleve verdens tilstand fra en ny og befriende vinkel.
Kunstnerne bag kunstværkerne fra Zimbabwe og Swaziland lever i enevældige diktaturer under præsident Mugabe og kongen af Swaziland. I samfund hvor al opposition er forbudt og undertrykkelsen af menneskerettighederne allestedsnærværende, bliver kunsten et politisk forum, hvor samtaler og forbudte ytringer bliver mulige under dække af et mangetydigt kunstnerisk form- og symbolsprog. Kunsten fungerer som et åndehul i den ellers massive undertrykkelse af ytringsfriheden. Og kunstværkerne bliver også meddelelser til omverdenen, til os, om hvordan mennesker lever og overlever under korrupte regimer, hvor flertallet må klare sig fra hånden til munden for under en dollar om dagen.
Når vi tænker på Afrikansk kunst, tænker vi i første omgang på folklore. Vi kender ikke ret meget til den unge, afrikanske kunstscene. Med udstillingen her får vi – takket være LO og FTF´s engagement og indsats i det sydlige Afrika – mulighed for at opleve kunst skabt af unge, moderne skolede kunstnere. De forholder sig frit til den afrikanske tradition og går deres egne veje, påvirket af den globale virkelighed de er vokset op i. Enkelte med tydelige referencer til europæisk kunst, som Munchs “Skriget”, der i Admire Kamudzengereres maleri “Døden og klokken” får en overraskende drejning.
Kunstnerne bag værkerne er nærværende i billedernes stærke fortællinger, og fotografierne fra hverdagen og arbejdslivet, der er taget af en fotograf fra hver af de to lande, og skabt specielt til denne udstilling, danner den samfundsmæssige ramme om kunstværkerne. Nogle malerier er umiddelbart aflæselige som politiske udsagn, der utvetydigt skildrer den grusomhed regimerne udsætter deres befolkninger for og den rædsel de spreder. Det kan f. eks. være Mischeck Masamvus “Chorus”, hvor et sangkor er presset ned i en alt for stramtsiddende selskabskjole, som i et torturinstrument, hvis smalle halsudskæring strammer til om deres struber. Og det gælder Portia Zvavaheras mareridtsagtige billeder, hvor dæmoner hjemsøger hende om natten, og kroppen er svøbt i et ligklæde surret fast med snærende bånd. Cosmas Shiredzinomwas “The Great Banquet” er et makabert billede af Mugabes Zimbabwe. Billedrummet er fyldt med kranier, truende fodlænker og efterladte sko. Et sminket klovnehoved stikker op af en kuffert. Man aner Mugabes ansigtstræk bag morskabens maske.
Udstillingen viser en opposition mod de herskende regimer, den viser viljen til at præge udviklingen og påtage sig ansvaret for fremtiden. At afsløre og skildre undertrykkelsen – på trods af de alvorlige konsekvenser, det kan have for den enkelte at råbe op og kræve frihed – er allerede begyndelsen til forandring. Der skal et stort mod til for at arbejde og virke som kunstner på diktaturets betingelser, og mange kunstnere har været tvunget til at søge eksil i udlandet. Det karakteristiske ved denne udstilling er, at samtlige kunstnere bor og arbejder i Zimbabwe og Swaziland, hvorfra de udtrykker deres modstand og protest mod undertrykkelsen, der kan sammenfattes i oppositionens og fagbevægelsens krav om helt basale rettigheder: “Retten til demokrati, retten til jord, retten til et liv”.