
Kenyanske sygeplejersker strejker – mangler værnemidler

Foto: Dennis Sigwe/Zuma/Ritzau Scanpix
Selvom antallet af bekræftede coronatilfælde fortsat stiger støt i Kenya, mangler frontpersonalet på det østafrikanske lands hospitaler de nødvendige værnemidler, så de ikke selv bliver smittet med den frygtede virus og bærer smitten med hjem til deres familier.
Omkring 30.000 sygeplejersker og sundhedsarbejdere på Kenyas offentlige hospitaler strejker derfor nu.
”Der er indtil videre 29 sygeplejersker, der er døde, mens de passede deres pligt ved coronafrontlinjen. Derfor siger vi nu, at uden tilstrækkelige værnemidler føler vi os ikke godt nok beskyttede,” siger formand for Kenyas fagforening for sygeplejersker, Kenya National Union of Nurses (KNUN), Seth Panyako.
Vil først vende tilbage, når det er sikkert at arbejde
Der er nu mere end 88.000 bekræftede coronatilfælde i Kenya, og mere end 1500 kenyanere er døde med covid-19.
”Det er blevet for farligt at gå på arbejde. Risikoen er simpelthen for høj. Medmindre der skabes et sikkert arbejdsmiljø, hvor vi løbende modtager de nødvendige værnemidler af tilstrækkelig høj kvalitet, vil vi ikke genoptage arbejdet,” siger formand for Kenya National Union of Nurses, Seth Panyako.
Kræver sundhedsforsikringer og kompensation
Blandt Kenya National Union of Nurses krav er også, at sygeplejerskerne skal dækkes af ordentlige sundhedsforsikringer, så de kan modtage behandling, hvis de selv bliver syge samt et krav om kompensation til de efterladte, der mister et familiemedlem til corona.
”Når vores medlemmer dør, er der ingen form for kompensation til den efterladte familie. Det er særligt vigtigt i forhold til de unge familier som for eksempel lægen, der døde for et par dage siden og efterlod et barn på under et år,” siger Seth Panyako.
Derudover kræver formanden for de kenyanske sygeplejerskers fagforening også, at Kenyas sygeplejersker får udbetalt deres løn til tiden.
”Nogle er ikke blevet betalt i fem måneder, og det værste eksempel er indtil nu 15 måneder,” siger Seth Panyako, som vil have lovning på, at sygeplejerskernes løn fremover betales løbende og til tiden.
”De problemer, vi sætter fokus på er meget vigtige, hvis vi skal skal sikre, at sygeplejerskerne kan blive ved med at levere de sygeplejeydelser, som er så vigtige for Kenya – særligt under denne pandemi,” siger Seth Panyako.

Der er brug for international solidaritet nu. Derfor samler fagbevægelsen og Ulandssekretariatet ind. Støt dine kolleger i Kenya og vær med til at sikre værnemidler til 50.000 frontlinjearbejdere. Ved at støtte med 200 kr., gør du det muligt at dele 600 ansigtsmasker ud. Giv dit bidrag her eller på MobilePay: 214160.