
Jordans regering lader virksomheder skære dybt i medarbejderes løn

Ligesom mange andre lande, indførte Jordan lockdown i marts i et forsøg på at bremse coronapandemien. Og det afspejler sig nu tydeligt i arbejdsløshedsstatistikkerne.
Næsten 40 procent af den jordanske arbejdsstyrke har ifølge en ny opgørelse mistet deres job eller har oplevet deres arbejdsplads lukke midlertidigt i perioden fra midt i marts til midt i maj. Og det har fået landets regering til at godkende et drastisk forslag, der gør det muligt at sætte lønmodtagere, der fortsat er i arbejde, 30 procent ned i løn i maj og juni, hvis de arbejder i en af de 24 hårdest ramte brancher.
Hvis man er hjemsendt fra sit arbejde, men ikke kan arbejde hjemmefra, kan sparekniven ramme endnu hårdere: Så er det nemlig muligt for den enkelte arbejdsgiver at nedbarbere lønnen for de ansatte med op til 60 procent, så længe man blot ikke bevæger sig ned under mindstelønnen.
Fagbevægelse på barrikaderne
Regeringens beslutning har ikke overraskende vakt stor vrede blandt mange lønmodtagere i Jordan. Og blandt flere af Ulandssekretariatet partnere i fagbevægelsen frygter man, at den store lønnedgang får alvorlige konsekvenser.
– Beslutningen er uretfærdig og uovervejet. Der er ikke interesse for at beskytte arbejderne, jo, på nogle områder, men generelt handler det mere om at beskytte arbejdsgiverne, mener Mahmoud Al-Hiyari, formanden for forbundet for bygningsarbejdere, GTUCW.
På grund af den ekstraordinære krisesituation har bygningsarbejderforbundet uddelt mad og økonomiske hjælpepakker til nogle af de medlemmer, der er hårdest ramt af coronakrisen.
Jordans elektrikerforbund, GEUWJ, mener, at regeringens beslutning om, at arbejderne i de mest udsatte brancher skal kunne sættes ned i løn, rammer skævt. Regeringen tager arbejdsgivernes side, lyder kritikken.
GEUWJ’s formand, Ali Al-Hadeed har taget kontakt til en række store virksomheder inden for elektricitetssektoren og har opfordret dem til ikke at sætte hans medlemmer ned i løn. Det kan ende med store sociale problemer, lyder hans advarsel.
Ali Al-Hadeed har desuden sendt en appel til Jordans premierminister med en opfordring til, at regeringen suspenderer bestemmelsen om, at virksomheder må sætte medarbejderne drastisk ned i løn.

Kræver lavere priser på transport og husleje
Samme opfordring kommer fra mange af de berørte arbejdere. De ser med vantro på aftalen og kræver, at regeringen sænker leveomkostningerne.
”Eftersom lønmodtagernes lønninger bliver sat ned med mellem 30 og 60 procent, må priserne på vand, el, telefonregningen, offentlig transport, medicin, skatter, afgifter, husleje og undervisningsudgifter til skoler og universiteter også blive sat ned for at skabe balance, skriver facebookbrugeren Khaled Alreyes i forbindelse med et opslag om den nye lov, landets premierminister har lagt op.
Mange jordanere frygter, at de fremadrettet ikke vil have nok penge til mad, når deres løn bliver kraftigt sat ned.
”Der er folk, der ikke viser forståelse for, at vi er midt i en krise og arbejder i påvirkede sektorer, de kræver fortsat, at vi betaler husleje. Min løn udgør nu 220 dinaner (cirka 2060 kroner), mens min husleje ligger på 150 dinarer (svarer til cirka 1400 kroner). Så hvis jeg betaler husleje, er jeg ikke i stand til også at købe mad, skriver Bilal Abosoltan Al Nawaisheh ifølge Jordan Times på premierministerens facebookprofil.
De sektorer på det jordanske arbejdsmarked, der er hårdest ramt af coronakrisen er blandt andet turistindustrien, restauranter, transportsektoren, aviser og bryllupsvirksomheder.