Ingen penge i frisk mælk

Årsagen skal findes hos de store, velnærede og storproducerende køer i det rige Danmark. Der bliver produceret langt mere mælk i Europa og i lande som USA og New Zealand, end deres egne markeder kan aftage. Mælken bliver ofte lavet til pulver og solgt til verdens fattige lande.Og landene med egen mælkeproduktion kan ikke hamle op med den støttede, billige og langtidsholdbare mælk. En europæisk ko får et EU-tilskud på omkring 15 kroner om dagen. Det er flere penge, end store dele af verdens fattige mennesker har at leve for. Også dominikanerne vil hellere købe pulverproduktet end den friske, lokalt producerede mælk. Og der er masser at købe. I de store supermarkeder i hovedstaden Santa Domingo bugner hylderne med mælkepulver produceret af koncerner som Nestlé og Arla Foods. Med mere end 65 millioner støttekroner fra EU i 2001, blev dansk produceret mælkepulver sendt til Den Dominikanske Republik. Under navnet Milex sender Arla rundt regnet 15.000 tons mælkepulver til landet om året.

De fleste giver op

For få år siden skulle 40-årige Anselmo Gonzales hver dag malke mellem 120 og 130 køer. I dag er bestanden halveret. Det kan simpelthen ikke betale sig at producere mælk. Priserne er for dårlige. Hans magre køer kan kun levere cirka 500 liter om dagen, og dem får han knap 650 kroner for. Samtidig skal han betale for foder og løn til de tre familier, der er tilknyttet hans kvæghold.

– Der er simpelthen ikke penge i det. Jeg har arbejdet med køer, siden jeg var dreng, og jeg kan ikke så meget andet, men fortsætter priserne med at være så lave, må jeg sælge dem alle og finde på noget andet, siger Anselmo Gonzales.

Det har mange af hans kolleger i de omkringliggende landsbyer allerede gjort. De fleste, der havde ti – femten køer og kunne tjene lidt ved at sælge til lokale mejerier, har solgt deres køer. De, der har flere, overvejer situationen.

– Det er kun fordi jeg havde så mange køer, at det indtil nu lige har kunnet løbe rundt. De få lokale mejerier vil knap nok komme forbi og hente den smule mælk, der bliver produceret her i området. Der er for lidt af det, og selv om priserne er i bund, har mejerierne selv så store problemer med konkurrencen fra udlandet, at det knap nok kan betale sig for dem. Det er en katastrofe, for der er mange familier der har satset på at kunne leve af den mælk, de kan sælge, tilføjer Anselmo Gonzales.

Ingen mælk at købe

Få kilometer fra Anselmo Gonzales græsgange ligger et lille lokalt mejeri.Med en lille butik ud til vejen reklamerer José Molino med frisklavet yoghurt og kager lavet af mælk og smør. Bagved butikken ligger et lille mejeri, hvor han producerer sine varer. Selvom alle diske og gryder er skinnende rene, fortæller han, at hans produktion næsten er gået i stå. Han producerer ikke ost mere og kun halvt så meget yoghurt.

– Det er et stort problem for mig, at jeg ikke kan få frisk mælk. Der er ikke nok at producere af og det er ærgerligt, for jeg kan sagtens sælge mine produkter. Når man ikke kan få frisk mælk, så holder folk op med at tænke på det. Kan forældrene give deres babyer pulvermælk og købe sodavand billigere end mælk, så glemmer de hvor sund mælken er, fortæller José Molino.

Europa gir´ og tar´

At dominikanerne selv skal kunne producere mælk og have et landbrug, der fungerer godt, er de ikke ene om at håbe på. EU støtter et storstilet landbrugsprojekt, PROLINO, der i en periode gik så godt, at den lokale mælkeproduktion steg med 100 procent.Men mange af de små firmaer, der opstod i kølvandet på projektet, måtte lukke. Ingen ville købe den friske mælk.

På landsplan er det op imod 20.000 mennesker, der har mistet deres livsgrundlag på grund af den unfair konkurrence. Den Dominikanske Republik er et land i en rivende økonomisk udvikling og hastigt ved at udvikle sig til et land, der tiltrækker både internationale investeringer og handel. Det er regeringen glad for, og den ser liberal handelspolitik som et helligt mål, men den er meget svær at råbe op, når bagsiden af selvsamme politik viser sig som hos Anselmo og José.

Det handler om moral

Den dominikanske fagbevægelse frygter, at regeringen ikke vil stramme op om de meget løse regler for import af for eksempel mælkepulver.

– Det er dyrt for et fattigt land som vores at miste noget af den produktion, vi selv kan stå for. Det er et helt erhverv, vi er ved at miste, og mange mennesker bliver berørte. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det ikke fair når europæiske produkter med massiv støtte kan sælges til en trediedel af prisen for vores lokale mælk. Måske var det i stedet den lokale produktion, der burde få støtten, siger Rafael Abreu, der er formand i CNUS, som er landets største sammenslutning af fagforbund.

– Med de gældende regler for import til vores land er det ikke et spørgsmål om lovligt eller ulovligt, men et spørgsmål om moral. At en del af EU vil støtte os med at udvikle vores landbrug, er fint. Det er vi glade for. Men at det samme system så kan ødelægge de gode hensigter med en forvrænget støtteordning og efterfølgende eksport – det er svært at forstå, tilføjer Rafael Abreu.