Hushjælperne i Nepal organiserer sig og kræver bedre vilkår

Sådan fortæller 22-årige Bechan Mahato, der har arbejdet som hushjælp i fjorten år uden nogensinde at se sin løn. Et problem han deler med størstedelen af hushjælperne i Nepal. Derfor er de gået sammen for at kræve anstændige arbejdsvilkår – og ikke mindst løn – med støtte fra den nepalesiske fagbevægelse GEFONT.

Bechan, der er ud af en søskendeflok på syv, begyndte allerede at arbejde som otteårig, fordi familiens fattigdom ikke tillod ham andet. Som 12-årige rejste han – i håbet om at få et bedre job – 800 kilometer fra sin landsby i det østlige Sunsari distrikt til Kathmandu. Her har han arbejdet i det samme hus i ti år. Alligevel ved Bechan ikke, hvad han får i løn, for det er der ingen fast aftale om, og han har heller aldrig fået pengene direkte. De sendes derimod til Bechans familie i tilfælde af sygdom, ulykker eller ved højtider, og minder dermed mere om almisser end en løn. Og på spørgsmålet om ferie fortæller Bechan glad, at han netop har holdt fri i fire dage til sit eget bryllup. Ferie forekommer ellers kun til den årlige ’Dashain-festival´ i september, der berettiger til ferie i 4-5 dage uden løn. Men Bechan kunne ikke drømme om at skifte job eller diskutere løn med sin arbejdsgiver.

”Jeg har boet her så mange år, at jeg ser min chef som en slags familie, og det gør det meget svært for mig at bede om mere i løn.” Men selvom Bechan udtrykker, hvor svært det er for ham at bede om mere i løn, har han alligevel valgt at arbejde for at forbedre hushjælpernes vilkår ved at være aktiv medlem af den uafhængige fagforening for hushjælpere i Nepal, Nepal Independent Domestic Workers Union, NIDWU.

Hushjælperne organiserer og registrerer sig

NIDWU blev etableret i Kathmandu i 2006 med underskrifter fra 500 medlemmer. Siden er fagforeningen vokset støt til 1500 medlemmer og er nu til stede i hele seks distrikter i landet. Fagforeningens formål er at sikre, at hushjælp anerkendes som et arbejde af arbejdsgiverne i Nepal. Det vil give ret til minimumsløn, en fast arbejdstid, ferie, barselorlov, sygefravær og måske endda pension. Rettigheder, som automatisk følger med andre job, og som hushjælpere ifølge ILO’s konvention 189 også har krav på. Konventionen blev vedtaget i 2011 og anerkender hushjælp som et arbejde på lige vilkår med andet arbejde.

Alligevel er der lang vej endnu, før det sker i praksis, mener Sonu Danuwar, som er præsident for NIDWU.

”Før vi kan forbedre vores egne vilkår, skal vi selv forstå, hvad vi har krav på, og det kræver, at vi gør op med den fordom, der er i Nepal, om, at hushjælp ikke er et rigtigt job.” Det vil tage lang tid, mener Sonu Dabnnuwar, men hun er ikke desto mindre fortrøstningsfuld.
”Et job er et job. Der er ikke højere eller lavere job, og derfor vil hushjælp også blive aflønnet og respekteret en dag.”

Men første skridt på vejen mod bedre arbejdsforhold skal tages af hushjælperne selv, og netop derfor fokuserer NIDWU på oplysning om rettigheder og erfaringsudveksling i det faglige arbejde. Et andet vigtigt fokusområde for NIDWU er at registrere de mange hushjælpere, der alle er beskæftiget i den uformelle økonomi i Nepal. I øjeblikket anslås der at være 200.000.m

En af de hushjælpere, der er blevet registreret, er Inchu Danuwar. Hun er 23 år og har arbejdet som hushjælp i ti år, og for hende har det betydet store forandringer at blive registreret og få en kontrakt.

”Før fik jeg 300 NPR pr måned (= 21 DKR.) og arbejdede hele dagen. I dag arbejder jeg fast fra 9.30 om morgnen til 19.00 om aftenen og får 2000 NPR pr. måned (142 kr.).” Men selv om det er en betydelig forbedring fra tidligere, mener Inchu stadig, der er behov for forandringer:

”Jeg synes, at vi hushjælpere har krav på ferie i hvert fald én gang om året, og det vil jeg kæmpe for i min næste kontrakt.”