HK Privat samler ind: julegave til Ukraine
HK Privats ansatte har i år doneret julegaver til hjælp i det krigshærgede Ukraine. 21.300 kroner er sendt afsted og bliver uddelt den 22. december via fagbevægelsen i Zaporizhzhia, hvor det lige nu er minus 3 grader. Det rækker til 300 nødhjælpspakker med 8 kg mad – nok til at modtagerne kan komme igennem de sidste decemberdage.
”Siden marts har fronten kun været 30 km fra byen, og den er udsat for bombardementer stort set hver dag,” siger Roman Kravchyk, souschef i den internationale afdeling i FPU – Ukraines hovedorganisation.
I hver nødhjælpspakke er basale fødevarer såsom ris, pasta, boghvede, madolie, konserves og lidt chokolade og kager. Nødhjælpen bliver kørt fra Kiev til Zaporizhzhia, som ligger i det sydøstlige Ukraine.
Russisk besættelse
Zaporizhzhia ligger på bredden af floden Dnepr og er hovedbyen i en af de fire regioner, som russerne ulovligt har annekteret i Østurkaine. Efter de ukrainske fremrykninger og tilbageerobringer har artilleriild og missiler regnet ned over civilbefolkningen i byen. Boliger, hospitaler og skoler er blevet ramt – og murbrokker og ruiner er nu en del af bybilledet.
Byen er befolket af flygtninge fra Østukraine, som slår sig ned et par dage, før de drager videre mod vest. Infrastruktur og offentlig transport er hårdt ramt, og selvom der stadig er vand og varme i byen, er der kun strøm i 8-10 timer i døgnet.
Zaporizhzhia har cirka 700.000 indbyggere og er en vigtig industriby med megen sværindustri, for eksempel produktion af stål, aluminium, flymotorer og biler. Tæt på ligger Europas største atomkraftværk, som russerne har besat.
Lige nu mangler ukrainerne stort set alt – vand, varme, elektricitet og ikke mindst mad. Ethvert bidrag – og altså også fra HK Privat – er velkommen. Fagbevægelsen har organiserer transport den 22., hvor nødhjælpen bliver kørt fra Kiev.