Historiefortælling med nål og tråd

Marleny Lotán Tiguilá er ung og forholdsvis nyuddannet folkeskolelær, men hun har endnu ikke haft held til at få ansættelse inden for sit felt. Sådan er det for rigtig mange unge i dagens Guatemala. Marleny er fast besluttet på at være kvinde i eget liv. Hun har taget initiativ til at samle en gruppe på ti kvinder, som hun rådgiver i det gamle broderihåndværk. På samme tid er hun en af dynamoerne i det faglige ungdomsnetværk under FMLL*. Og sidst men ikke mindst er hun, som hun selv understreger – med en overbevisning i stemmen, der kan flytte bjerge – Maya Kiché indianer.

Påklædning helt ind under huden
Marleny er hver dag iklædt sin huipil, som er et smukt vævet og broderet klædestykke, der dækker overkroppen, ofte i stærke farver og med figurer og geometriske mønstre. Dertil hører den obligatoriske saronglignende nederdel af vævet stof, som dækker benene ned til anklerne. Langt hovedparten af de unge kvinder bærer denne klædedragt.

Da jeg spørger, hvorfor Marleny og de øvrige kvinder foretrækker at gå i Mayaernes traditionelle huipil og nederdel, kan jeg fornemme slægtsled efter slægtled defilere forbi dybt inde bagerst i de mørke øjne, og hun svarer mig i et bestemt tonefald: “Min klædedragt er ikke blot et stykke vilkårligt tekstil, det er mine forfædres arv, min historie, min spititualitet, min by, min egen fantasi og mit eget liv, ja det er min Maya kosmovision, som guider mig gennem livet”.

Marleny løfter blikket og ser alvorligt frem for sig, før hun tilføjer:
“Hvert et sting i dette brotteri har en mening. Hver farve sin betydning og hver figur sin funktion. Hele broderiet er som en historiefortælling. En fortælling, der både handler om nutid og fortid. En fortælling, som i glimt skildre mig som en del af mit folks historie. Kithé -og Mayaindianernes historie”. Hun vender blikket mod mig og fastholder øjenkontakten, mens hun udbryder: “Er det ikke bare helt fantastisk, at du ved at se nøje på kvinders broderede huipiles i gadebilledet kan lære om naturen, historien og skelsættende oplevelser i den enkeltes liv?”

Én ting kan vi med relativ sikkerhed observere, Mayaerne tager sig god tid til at dyrke fællesskabet og til at dvæle og reflektere over ting i længere tid, hvis det har fanget deres interesse. Vores zapperkultur har endnu ikke overtrumfet deres måde at leve på. Og det er ikke fordi de ikke ved, hvad en mobiltelefon er. Selv om der ikke er helt så mange megabite i en huipil som i en tavlecomputer eller i en iPhone, giver den en bedre farvegengivelsen end de to nymodens opfindelser, og den har vist sig langtidsholdbar.

Arbejdsuniform og bryllupsdragt
For at forstå brugen af klædedragten spørger jeg, om den samme dragt kan anvendes til både arbejde og fest? Marleny smiler og svare:  “Jeg bruger forskellige huipiles til forskellige lejligheder. Jeg har huipiles, som du kan kalde min arbejdsuniform, og så har jeg nogle bestemte huipiles, jeg anvender ved specielle lejligheder”.

Det, som er helt specielt er, at modsat en Malboro skjorte eller en Vera Moda bluse i forskellige farver, så er der en ny historiefortælling på hver eneste huipil, uanset om den er til arbejdsbrug eller til festlige lejligheder. Og hver egn i majsfolkets rige har bestemte mønstre og farvesammensætninger, så man  geografisk kan identificere ejeren af en traditionel huipil meget præcist.

Ungdomsnetværk sætter fokus på Indfødte folks unikke rettigheder
– ILO konvention 169
I det faglige ungdomsnetværk, somMarleny  er en del af, mødes de på tværs af fag og forskellig uddannelsesmæssig baggrund. De hygger sig, spiller rollespil, og de snakker både om problemer, der specifikt handler om unges forhold, og om generelle forhold på arbejdsmarkedet. Diskussionerne ender ofte ude ad den velkendte tangent, hvor hovedspørgsmålet er: Hvordan kan der skabes nye muligheder for unge, ikke mindst i forhold til at få et anstændigt arbejde, hvor arbejdsgiverne respekterer de minimumsrettigheder, der er fastsat i lovgivningen? Marleny delagtiggøre mig i en bekymring, som hun deler med rigtig mange i samme situation som hende:
“En af de rettigheder, som notorisk undertrykkes, er vores ret, også ude på arbejdspladserne, til at være dem vi er,  – indfødte folk med vort eget sprog og egne skikke. Vi er dette lands oprindelige befolkning, og vi møder diskrimination rigtig mange steder i det guatemalanske samfund anno 2012. “

Så meget desto mere opløftende oplever hun og hendes unge, faglige kammerater, at de nu i fagforenings regi, i FMLL’s regionale center i Xela, har fået mulighed for at lære deres rettigheder bedre at kende. Blandt andet ved at fordybe sig i ILO’s konvention nummer 169, som omhandler beskyttelse af indfødte folks rettigheder. En konvention, som er ratificeret af det land, de er indbyggere i, – Guatemala. Marleny er dog samtidig realist og uddyber:
“Vi ved kun alt for godt, at love og konventioner ignoreres og brydes efter for godt befindende af stort set alle magthavere i dette land. Derfor skal vi både være forsigtige, oplyste og modige på samme tid, hvis vi vil forsvare vore rettigheder med succes ”.

Den intellektuelle ejendomsret handler ikke om antal læste bøger
De sidste 15 minuters kørsel frem til den lille klynge huse på bjergsiden, hvor Marleny jævnligt mødes med de andre kvinder fra broderigruppen, udfordrer vores 4-hjulstrækker som den motoriserede bjergged, den er. Det går stejlt ned ad en lille, stærkt hullet jordvej, hvor der må bakkes på det kraftigt hældende terræn for blot at komme rundt i svingene. Kigger vi frem, ser vi ned på en flod der bugter sig langt nede i dalsengen, og ser vi os tilbage, er det lige lukt op i den blå, tynde luft.

Men så står vi pludselig på den lille gårdsplads, der vel ikke er meget større end en kvart basketballbane. Vaske- og madlavningsstedet er overdækket med et tyndt aluminiumstag, og der hænger majskolber som på “lit de parade”  langs tøjsnore på kryds og tværs.

Efter en kort forespørgsel bliver det os klart, at der er tale om de mest velegnede majskolber til næste sæsons såning. Deres helt egen frøbank med andre ord. Blandt mange Maya indianere er der stor modstand mod de transgenetiske**

majssorter, som allerede fremavles i nabolandet Mexico, og som med stor sandsynlighed allerede kan har krydset grænsen. Flere er af den opfattelse, at den intellektuelle ejendomsret, som FN kalder det, overtrædes på det groveste, når der manipuleres med de fødevare, som for majsens vedkommende er blevet udviklet naturligt af mayerne gennem århundrede. De føler sig samtidig magtesløse både overfor de store transnationale selskaber og deres egen regering. Som en lille vigtig sidebemærkning skal det nævnes, at inden for mayaernes kosmovision opereres der ikke med privat ejendomsret, som vi kender det, men med fælles brugsret.

Et arbejde, der kræver sjæl og fingerfærdighed
På det jordstampede gulv lige nedenfor de solgyldne majskolber sidder 28-årige Romelia Dominga García i færd med at brodere. Dybt koncentreret følger hun med nål og tråd det sirlige mønster, hun har optegnet på det hvide klæde. Hun fortæller, at alt hvad hun laver er på bestilling, og at hun netop nu har gang i tre vidt forskellige broderier. Romelia er tre til fire måneder om at gøre et kompliceret broderi færdigt. Det løber i sjældne tilfælde helt op i 5.000 Q for kunden (ca. 4.000 danske kroner). Men så er der også tale om et unikt kunstværk, der vil tiltrække beundrende og anerkendende blikke til et bryllup såvel som til specielle mærkedage. Et kunstværk, hvor drømme, visioner, spiritualitet og historieskrivning smelter sammen i ét visuelt udtryk. Broderi såvel som vævning er kunsthåndværk, der kræver gode øjne, fingernemme hænder, farvesans, disciplin og et veludviklet, kunstnerisk talent.

Romelia Dominga bemærker med et skævt smil:
“Kineserne har endnu ikke kunnet fremstille maskiner, som kan brodere noget der bare kommer i nærheden af den broderikvalitet, vi leverer”.
De mere “almindelige” håndlavede broderier tager cirka to måneder at lave på deltid, og de sælges for små 1.000 danske kroner, hvor halvdelen går til indkøb af materialer.

Uformel økonomi: Organisatorisk udfordring for den guatemalanske fagbevægelse
Ifølge Romelia er broderiet at betragte som en parallelbeskæftigelse ved siden af sit primære erhverv: hjemmegående husmor. Mand og fire døtre på henholdsvis 13, 11, 7 og 3 år, manuel tøjvask, indsamling af brænde, madlavning, oprydning, rengøring og en lang række andre gøremål lægger beslag på en stor del af døgnets timer i Romelias liv.

Med Marlenys hjælp er Romelia og de øvrige kvinder godt i gang med at organisere sig, og selv om de arbejder inden for det, vi kalder den uformelle økonomi, er de velkomne i fagforeningen. De ting, Marleny lærer i ungdomsnetværket og på de kurser, hun deltager i, formidler hun videre til produktionsgruppen. På den måde sidder de ofte omkring broderiboret eller væven og snakker om rettigheder.