Grøn og retfærdig omstilling kræver teknologi – og uddannelse
I Danmark er der i øjeblikket, hvad der svarer til 190 fuldtidsarbejdsløse elektrikere – eller under én procent af de forsikrede medlemmer i Dansk El-Forbund. Samtidig viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i samarbejde med Dansk El-Forbund, at hvis industri og energiproduktion skal lykkes med den grønne omstilling, er der brug for 16.000 nye elektrikerårsværk frem til 2030 (og yderligere 10.000, hvis udbygningen af havvind øges).
En frisk rapport fra den 3. maj 2023 fra erhvervstænketanken DEA (som Dansk El-Forbund også har bidraget til) understøtter tendensen og anlægger forskellige perspektiver på problemet.
Og problemet er, at der mangler arbejdskraft – kvalificeret arbejdskraft. Det gør der også i udviklingslandene.
Hverken den grønne omstilling eller arbejdskraftsmanglen kan løses uden faglige uddannelser og opkvalificering. Derfor er Ulandssekretariatet sammen med Dansk El-Forbund, Dansk Metal, Dansk Industri og Den Jydske Håndværkerskole om at udvikle de faglige uddannelser i blandt andet Østafrika.
Næstformand i Ulandssekretariatet og tidligere formand for Dansk El-Forbund, Jørgen Juul Rasmussen, har besøgt flere erhvervsskoler med el, køl og mekanik på programmet i Tanzania. I et land, hvor kun fire procent af arbejdsstyrken er faglært, er det for Jørgen Juul Rasmussen vigtigt at give unge i Tanzania en begyndelse på en faglig uddannelse – og gerne i el-faget:
”De næste to år skal vi have 900 unge fra Tanzania i gang med en faglig uddannelse. Den består af seks måneder på skole og to måneders praktik på en virksomhed. Det giver ikke en fuld faglært, som vi kender det fra Danmark, men det et vigtigt første skridt mod en faglig uddannelse – næsten som et grundforløb”.
Dansk trepartsmodel
Overordnet handler projektet om at skabe gode relationer mellem arbejdsmarkedets parter, så de sammen med erhvervsskolerne kan designe uddannelserne til at matche behovet for arbejdskraft – især med henblik på den grønne omstilling.
”For at skaffe bedre erhvervsuddannelser i Tanzania er det vigtigt med gode relationer mellem arbejdsmarkedets parter, så de sammen kan skræddersy fremtidens kurser sammen med erhvervsskolerne. Det har der bare ikke været samme tradition for i Tanzania som i Danmark” sagde Jørgen Juul Rasmusen.
I Tanzania er kun få procent af arbejdsstyrken faglært, og der er ingen tradition for samarbejde mellem uddannelse og arbejdsmarked. Der er altså både brug for, at flere unge vælger en faglig uddannelse og at uddannelserne matcher arbejdsmarkedets behov – især nu, hvor den grønne omstilling kræver nye og specifikke kompetencer.
Og selvom der også mangler faglærte i Danmark, er en af nøglerne til løsningen uddannelsessystemet, mener Sara Petrycer Hansen, som er direktør for foreningen Mentor to Impact, hvor Jørgen Juul Rasmussen er formand.
”Danmark står med løsningen på en af de største klimaforandringer – men det kræver vilje til innovation, hvis vi skal lykkedes. Vi skal understøtte det globale syd ved at vise, at den grønne omstilling skaber jobs,” siger hun, ”Hvis vi fokuserer ensidigt på teknologi og virksomhedssamarbejder, får vi en blind plet i forhold til, hvor stor en forhindring, som manglen på kvalificeret arbejdskraft faktisk er for grøn omstilling. Derfor er det rigtig interessant, hvis vi i vores udviklingssamarbejde, i højere grad og mere systematisk, støtter udvikling af uddannelsespolitikker og kompetencer til brug i den grønne omstilling,” siger Sara Petrycher Hansen.