
Filippinske fagforeningskvinder presser på for at genstarte social dialog

Uretmæssige fyringer, hjemsendelser uden løn, ingen kompensation til løsarbejdere, stor smitterisiko i frontlinjen, en større byrde af ubetalt husarbejde og flere meldinger om vold i hjemmet.
Det er kernen i mange af de vidnesbyrd, den filippinske fagbevægelses paraplyorganisation Nagkaisa har modtaget fra deltagerne i et projekt, som med støtte fra Ulandssekretariatet og CISU har til formål at give kvinder bedre arbejdsvilkår og muligheder for at gå i dialog med arbejdsgivere såvel som myndigheder.
Projektet, som man kan læse mere om her, er nu blevet omsat til en række konkrete anbefalinger, som 100 kvinder på tværs af fagforbund i fællesskab har afleveret til landets menneskerettighedskommission.
Ifølge Annie Geron, forkvinde for de offentligt ansattes organisation PSLINK, som er en del af Nagkaisa og har deltaget i projektet, handler anbefalingerne bl.a. om støtte til lægehjælp, hjælp til uformelle arbejdere, ratificering af ILO’s konvention C190, der skal forhindre vold og chikane på arbejdspladser, og en lovmæssig iværksættelse af konvention C151, der skal sikre offentligt ansatte retten til at forhandle overenskomster.
Kvinderne kommer samtidig med en opfordring til at stoppe drab på fagforeningsledere, noget som landet har været plaget af siden Duterte blev præsident, og til generelt at respektere arbejdstagerrettigheder.

Duterte har systematisk indskrænket det civile råderum
Formand for Nagkaisa Sonny Matula håber, at mødet med menneskerettighedskommissionen kan føre til en dialog med myndighederne om de mange udfordringer, især kvindelige filippinske arbejdere har mødt under pandemien.
”Dutertes administration har fra sin begyndelse systematisk indskrænket det civile råderum. Den har brugt pandemien til yderligere at reducere det begrænsede rum arbejderne har til at gå i dialog med regeringen,” siger han og tilføjer:
”Social dialog burde været central i pandemi-håndteringen, men regeringen har ikke høje tanker om det. Det er kun grundet pres fra Nagkaisa, at DOLE (det filippinske arbejds- og beskæftigelsesministerium, red.), genoptog deres møder med arbejdere sidste år.”
Fagbevægelsen bør inddrages i pandemi-håndteringen
For forkvinde for Nagkaisas kvindekomité Judy Ann Miranda er oplevelsen den samme. Hun fortæller, at Nagkaisa tilbage i marts forsøgte at komme i dialog med DOLE om de illegale fyringer og andre brud på arbejdstagerrettigheder, som pandemien har forårsaget, men at deres medlemmer stadig lider under myndighedernes manglende handling.
”Vi har længe forsøgt at blive inddraget i IATF (den filippinske kommission for håndtering af epidemier, red.), som er dem, der beslutter hvordan arbejdere og borgere skal leve under pandemien, men vi har talt for døve ører,” tilføjer Judy Ann Miranda.
Fra Twyla Rubin, ansvarlig for Center for Gender Equality and Women’s Human Rights, som modtog anbefalingerne på vegne af menneskerettighedskommissionen, lød det, at man vil inddrage kvindernes anbefalinger i de relevante rapporter.
