
Filippinske fagforeninger frygter ny terrorlov

I midten af juni trodsede hundredvis af aktivister og fagforeningsaktive filippinere coronarisikoen for at gå på gaden i protest mod en ny antiterrorlov.
De er bekymrede for, at loven vil give landets politistyrker og militæret et påskud til at tilbageholde fagligt aktive og aktivister med helt legale formål, hvis de eksempelvis sætter kritisk fokus på myndighederne.
”Vi er stærkt foruroligede over, at den nye antiterrorlov vil begrænse og kvæle centrale frihedsrettigheder yderligere og sætte arbejdstagernes rettigheder over styr. Vi frygter, at politiet, militæret og andre sikkerhedsstyrker vil lægge pres på arbejdere, fagbevægelsesaktivister og andre menneskerettighedsforkæmpere ved at udsætte dem for vilkårlige anholdelser, tilfældige angreb, chikane, trusler og drab,” skriver Sharan Burrow, der er formand for ITUC, den internationale sammenslutning af hovedorganisationer, til ILO, FN’s organ for arbejdsmarkedsspørgsmål.
Kan tilbageholdes uden dommerkendelse
I øjeblikket mangler Filippinernes præsident Rodrigo Duterte at underskrive den nye lov, før den kan træde i kraft. Sker det, vil det betyde en knægtelse af landets grundlov, lyder kritikken.
Loven lægger blandt andet op til, at myndighederne skal kunne arrestere og fængsle mistænkelige personer i op til 24 dage uden en dommerkendelse mod de nuværende tre dage i dag.
”Vi frygter at denne lov vil blive brugt til at underminere ytringsfriheden her på Filippinerne, og at alle progressive stemme vil blive overmalet med et terrorstempel. Derudover er vi meget bekymrede for, at loven er uden kontrolmekanismer. Det vil efter vores vurdering betyde, at hvem som helst i princippet kan blive arresteret og holdt indespærret i op til 24 dage uden forklaring eller erstatning fra de arresterende myndigheder,” siger Sonny Matula, der er formand for Ulandssekretariatets partner i Filippinerne, hovedorganisationen FFW.

Opfordrer præsident til veto af lov
Han står i øjeblikket også i spidsen for paraplyorganisationen Nagkaisa, der repræsenterer langt størstedelen af fagforeningerne i Filippinerne.
Nagkaisa arrangerede den omtalte demonstration mod den nye antiterrorlov og opfordrer præsident Duterte til at nedlægge veto mod lovforslaget. Og så bør de ansvarlige politikere adressere den akutte covid 19-situation i Filippinerne, for det er den, der optager filippinerne, lyder det fra Sonny Matula.
”Vi opfordrer regeringen til at prioritere en solid pakke til at stimulere økonomien, som tager højde for den manglende hjælp til arbejderne – i den formelle såvel som i den uformelle økonomi – og som samtidig tager højde for den massive arbejdsløshed, forårsaget af covid 19-pandemien. Den foreslåede antiterrorlov adresserer ikke den filippinske befolknings mest presserende udfordringer,” fastslår han.