Fagbevægelsen i afgørende rolle i oprør i Tunesien og Egypten
Tekstilarbejdere, bank- og finansfolk, skolelærere, chauffører og oliearbejdere har nedlagt arbejdet og demonstreret sammen med de unge, der førte an. Alle steder med krav om omfordeling af de milliarder, som magthaverne har puttet i egne lommer gennem årtier. Baggrunden for oprøret er lavt betalte job, en enorm ungdomsarbejdsløshed og millioner af kroner i forskel på rig og fattig.
Men hvad skal der ske, når diktatorerne er faldet? Bliver der i Egypten og Tunesien tale om egentligt regimeskifte, eller fortsætter dele af den gamle magtelite med andre titler og under nye former? Kan demonstranterne opretholde presset for reformer, så de både får ytringsfrihed, demokrati og rettigheder – OG brød, arbejde og retfærdighed? Fagbevægelsens styrke i de enkelte lande er helt afgørende for at komme den konfliktskabende ulighed til livs og sikre den nødvendige omfordeling af samfundets ressourcer. I både Tunesien og Egypten står fagbevægelsen i stigende grad uafhængigt og er klar til at gå i gang med opgaven.
Generalstrejke i Tunesien
Det hele startede i Tunesien den 17. december, da den unge student og gadehandler Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv. Protesterne bredte sig hurtigt til hele landet. Unge fagforeningsaktivister, regionale fagforeninger og enkeltforbund var med til at organisere oprøret, der i første omgang førte til, at diktatoren og milliardæren Ben Ali flygtede til Saudi Arabien. Da den første regering blev dannet efter Ben Ali, gik tre minister fra den faglige landsorganisation UGTT hurtigt ud igen, presset af baglandet, fordi den nye regering næsten kun bestod af den gamle elite. Premierminister Ghannouchi reagerede ved at smide alle ministre ud, som var medlem af Ben Alis parti RDC og forbød partiet, men selv blev han siddende, selvom også han var en del af Ben Alis elite. Oprørsbevægelsen fortsatte demonstrationerne, støttet af fagbevægelsen. Mellem 50.000 og 100.000 var i generalstrejke i landets næststørste by Sfax den 26. januar, og til sidst måtte Ghannouchi gå af.
Ny faglig landsorganisation i Egypten
I Egypten gik titusinder i både den offentlige og private sektor i strejke op til Mubaraks afgang, og strejkerne fortsatte efterfølgende. Ambulanceførere og buschauffører kræver bedre løn og arbejdsforhold. Politifolk har strejket. Olie og gas, stålindustrien, tekstil, televæsnet, jernbaner, postvæsen, banker og medicinalvirksomheder har alle været ramt af strejker for løn og arbejdsvilkår. På en virksomhed i byen Helwan syd for Cairo gik 3.000 arbejdere i strejke for at få ledelsen af virksomheden til at gå af. De mener, produktionen kan sættes op til det dobbelte, hvis virksomheden kommer korruptionen og den dårlige ledelse til livs.
Det er ikke noget nyt, at offentligt og privatansatte strejker i Egypten. Op mod 2 millioner arbejdere har deltaget i tusindvis af strejker for bedre løn og arbejdsforhold siden 2004. Egyptens gamle fagbevægelse ETUF er tæt forbundet med Mubarak og det gamle regime. Formanden for ETUF gik med i pro-Mubarak demonstrationer, og faglige aktivister anklager ledelsen i ETUF for i årevis at have modtaget bestikkelse af virksomhederne og for at have samarbejdet med Mubaraks sikkerhedsstyrker i kampen mod strejkebevægelserne. Center for Trade Union and Workers’ Services (www.ctuws.com ) har støttet strejkebevægelsen og var den 30. januar med til at danne en ny uafhængig landsdækkende faglig organisation i Egypten, der omgående blev anerkendt af den internationale fagbevægelse ITUC (www.ituc-csi.org/egypt-ituc-supports-general-strike ). Kampen om fagforeningsfrihed føres sideløbende med kampen for demokrati. For eksempel gik 24.000 tekstilarbejdere den 16. februar i strejke i byen El Kubra nord for Cairo for at få ret til at melde sig ud af den gamle fagforening og ind i den nye uafhængige fagbevægelse.
Også i Tunesien er et større opgør med UGTT’s ledelse i gang. En Facebook gruppe med 25.000 medlemmer kræver formandens afgang og opfordrer til demonstration ved UGTT’s hovedkvarter, fordi han har arbejdet tæt sammen med den gamle diktator Ben Ali. Samtidig anses UGTT nu for at være den drivende kraft i omvæltningerne i Tunesien.
Opbygning af uafhængig fagbevægelse
Gennem mange års lidelse og afsavn har offentligt og privatansatte i Tunesien og Egypten indset, at det er nødvendigt med uafhængige faglige organisationer, der kan og vil forhandle deres krav. Den skandinaviske fagbevægelse har noget at tilbyde. På grund af de udemokratiske forhold i Nordafrika og Mellemøsten har det ikke været muligt at føre forhandlinger om overenskomster, løn og arbejdsforhold. Den skandinaviske fagbevægelse over 100 års erfaring med netop det. Uddannelse af tillidsfolk, gennemførsel af forhandlinger og udveksling af erfaringer med arbejdsmarkedslovgivning er alt sammen med til at styrke den del af civilsamfundet, som udgøres af de faglige organisationer, der skal klædes på til at kunne være med til at løfte den enorme opgave, det er at skabe vækst og omfordele ressourcerne, så forhåbningerne hos de mange, der har væltet diktatorerne, også kan indfries på sigt.
Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder/General Secretary