Elever i praktik arbejder hårdt – og næsten gratis

Lægestuderende Khouloud Mannais mørke øjne signalerer stor opmærksomhed, da hun og pædagogstuderende Katrine Aagaard udveksler erfaringer fra deres praktiktid på offentlige arbejdspladser. Selv om den ene er fra Tunesien og den anden fra Danmark, er der masser af oplevelser, de begge nikker genkendende til.

De to unge kvinder mødte hinanden, da Khouloud sammen med fem andre unge fra Tunesien og Egypten i efteråret besøgte Danmark som led i Ulandssekretariatets internationale ungdomsudveksling.

Khouloud læser medicin og har netop afsluttet de obligatoriske to års turnuspraktik. Hun er stærkt engageret i kampen for ordentlige arbejds- og lønforhold og var i 2008 med til at stifte fagforeningen for medicinstuderende, som hun i dag er formand for.

Katrine Aagaard er aktiv i de pædagogstuderendes organisation PLS og bliver helt åbenlyst rystet, da Khouloud fortæller om sin praktiktid. Men hun kan også nikke genkendende til nogle af problemstillingerne.

Overlades med kæmpe ansvar

For at bestå praktikken skal vejlederne – oftest højt rangerende læger på hospitalet – godkende og underskrive et bevis for vel gennemført praktik, fortæller Khouloud. Derfor er mange hunderædde for at lægge sig ud med vejlederne og finder sig i helt urimelige vilkår:

”Vi sættes ofte til at have det fulde ansvar for en hel afdeling. Og vi tvinges til urimeligt lange vagter uden at få noget for det. Der foregår en helt urimelig magtudøvelse over for de studerende på turnus, og det går i sidste ende især ud over patienterne.”

Men den er også helt gal med de tunesiske politikere og lovgivere, mener Khouloud:

”De har for nylig indført en tvungen arbejdspligt på tre år i landdistrikterne for kvindelige læger. Politikerne har brugt mændenes værnepligt som inspiration for denne særlige arbejdspligt for kvinder.”

Det betyder, at Khouloud først selv kan vælge, hvor hun vil arbejde, efter fem års medicinstudie, to års turnusordning, fem års speciale og tre år tvungen arbejdspligt.

Hun trækker på skuldrene og konstaterer lidt mismodigt:

”Mange veluddannede flygter ud af Tunesien på jagt efter bedre kår i eksempelvis Frankrig. Men selv bliver jeg, for Tunesien har brug for al den uddannede arbejdskraft, vi selv kan frembringe. Hjerneflugt, som mange taler om, vil alt andet lige sinke et lands bestræbelser på at udvikle sig,” siger hun.

Udsat for fysisk og psykisk vold

Sikkerhed på arbejdspladsen får et ekstra tvist, da Khouloud beretter, hvordan personalet på hospitalet somme tider overfaldes fysisk af vrede pårørende, når eksempelvis en patient dør, og nogen skal have skylden:

”Det er ikke helt ualmindeligt, at pårørende i vrede og sorg efter et dødsfald går hjem og samler familiemedlemmer for så at vende tilbage til hospitalet på hævntogt.”

De ansatte beskytter fra tid til anden deres arme mod slag ved at vikle dem ind i gaze og gipsskinner. De er også blevet truet med pistoler. Det var særligt slemt, mens revolutionen var på sit højeste for tre år siden med talrige voldelige konfrontationer på gader og stræder.

Der er ikke vagter nok på hospitalet, og personalet er for dårligt udrustet til at stoppe indtrængen og optøjer. Ledelsen har opsat videokameraer, men alle ved, at de sjældent fungerer. Og Khouloud slår indigneret fast:

”Politiet kommer altid for sent, når vi har den slags problemer.”

Danske forhold er også kritisable

De tunesiske studerende i praktik får ti fridage for hver fire måneders arbejde. Arbejdsugen er seks dage. Overarbejde betragtes som interessetimer – og dem er der så mange af, at det er svært at få læst det nødvendige pensum. Selv tog Khouloud et års pause fra turnuspraktikken for at få tid til at læse op til eksamen.

I Danmark betaler pædagogstuderende i lønnet praktik selv for deres ferie, fortæller Katrine.

I PLS oplever man for eksempel, at studerende, der holder selvbetalt ferie, får besked om at arbejde de timer ekstra, de holder ferie. Uden løn. Ellers kan praktikken måske ikke godkendes, lyder beskeden til de studerende.

Den studerende bliver taget som ’gidsel’ og kan sættes til alt mellem himmel og jord for at bestå sin praktik. Og det kan være svært at sige fra, når praktikstedet samtidig skal bedømme den studerendes læring.

Derfor er det vigtigt, er Katrine og Khouloud enige om, at de studerende har en studieorganisation og en fagforening, der kan hjælpe med rettigheder og pligter.

Som tillidsrepræsentant og faglig leder på sin arbejdsplads har Khouloud ikke haft nogen lovmæssig beskyttelse og har til tider fået ”mange verbale tæsk”, som hun siger:

”Men nogen må gå forrest, og jeg kan bare ikke stiltiende se på, at andre bliver uretfærdigt behandlet.”

Sådan tænker mange tunesere, siger Khouloud. Det var drivkraften i revolutionen, og det er drivkraften i tunesernes fortsatte kamp for mere demokrati.