Dialog – ikke strejker
Strejker er almindelige på Myanmars tekstilfabrikker, hvor de ansatte ofte må finde sig i lav løn og dårlige arbejdsforhold. På to fabrikker har arbejderne og ledelsen imidlertid opdaget, at de kan løse de værste problemer, hvis de går i dialog.
Der lyder en stille snorken, da Myo Min Win går forbi reolerne på fabrikkens lager. Han fortsætter ind i produktionshallen – også her sover mange til middag.
Den unge mand skridter ned gennem rækkerne af symaskiner, og han falder hurtigt i snak med et par kolleger. Den ene har et spørgsmål til ham om løn, den anden er træt af varmen, som når langt over 30 grader.
”Før var der strejker konstant, og ledelsen var ligeglade med os. Men efter at vi har samlet os i en fagforening, har det ændret sig. Nu tør folk godt sige det højt, hvis der er problemer,” forklarer Myo Min Win.
Som 23-årig er han blevet valgt som leder af fagforeningen her på Unique Garment Factory, der leverer tøj til store europæiske kæder som H&M og Next. De cirka 1.000 ansatte producerer 3-400.000 stykker tøj om måneden for en gennemsnitlig månedsløn på cirka 400 kroner.
Arbejderne strejker sjældent. I stedet mødes de jævnligt med ledelsen for at diskutere problemstillinger på arbejdspladsen. Noget, som også ledelsen sætter pris på.
”Det er en stor fordel for mig, hvis der er en velfungerende fagforening. I stedet for at tale til 1.000 ansatte, kan jeg tale til nogle få af fagforeningens repræsentanter,” forklarer fabrikschef Loi Wong.
Fagligt arbejde på fuld tid
Myo Min Win har arbejdet på fabrik siden han var 15 år, men har nu taget et års ubetalt orlov for at dedikere sig fagforeningsarbejdet på fuld tid.
”Vi har talt meget med ledelsen om, hvordan vores driftschefer behandler os. De har før været meget hårde, ubehøvlede og nedladende. Det er der blevet rettet op på,” siger han.
På opfordring af fagforeningen er der blevet installeret flere vindblæsere i fabrikshallen, kantinelokalerne bliver rengjort oftere og har fået flere borde og stole, og der er kommet nyt førstehjælpsudstyr.
Nu vil fagforeningen have ændret den måde, akkordlønnen bliver opgjort på. Her er der dog ikke enighed endnu, fortæller fabrikschef Loi Wong.
”Vi er ikke klar til at møde fagforeningens krav. Men vi taler og diskuterer gerne med dem. Og jeg er villig til at prøve det af på en enkelt afdeling. Så må vi se, om vi kan udvide det til andre senere,” siger Loi Wong.
Fra voldelige strejker til dialog
Små 20 minutters kørsel derfra ligger en anden tekstilfabrik, Myanmar Jial Fashion. Her sidder hundredvis af kvinder bøjet over deres symaskiner i lange, lige rækker. Luften er varm og tung.
Da fabrikken åbnede i november 2013, var der ofte strejker og de førte flere gange til tumult og slåskampe.
”Vi kendte ikke noget til arbejderrettigheder dengang, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle få ledelsen i tale. Derfor var automatreaktionen for os at strejke,” siger Kalayar Tun, lederen af den lokale fagforening.
Konflikten blødte op, da virksomhedsejerne tog kontakt til hovedorganisationen CTUM for at høre, om de kunne hjælpe med at forebygge strejkerne. Det fortæller fabrikkens manager, U Myint Han. ”
Ejerne vidste ikke selv, hvad de skulle gøre ved det, så de spurgte om hjælp. Nu har vi så fået en lokal fagforening her på fabrikken, som jeg kan tale med i hverdagen,” siger U Myint Han, der har håret redt i en sirlig sid skilning. Siden arbejderne samlede sig i en fagforening, har der ikke været en eneste strejke.
