Besøg fra københavnsk handelsskole
Informationsmedarbejder Peter Rasmussen tog imod og holdt oplæg for eleverne om Ulandssekretariatets indsats-områder og lande. Han forklarede hvad der er specielt for fagbevægelsens bistandsarbejde, og hvordan der arbejdes på at styrke den lokale fagbevægelse, for at den kan udfylde sin rolle i et trepartssystem og derved være med til at udvikle landene.
Peter sluttede af med at vise filmen “Når tilbud dræber” som virkede som en øjenåbner på mange af eleverne. En elev udtalte bl.a. at “Det gjorde stort indtryk på vores handelsskole at se hvor stor en ligegyldighed over for andre menneskers arbejdsvilkår, virksomhederne i høj grad udviste”. Mange af eleverne havde ikke tidligere tænkt over den direkte sammenhæng mellem de varer, som vi køber i danske butikker og de arbejdsvilkår, som varerne fremstilles under. “Siden besøget på Ulandssekretariatet er vi blevet mere bevidste som forbrugere. Vi vil nok tænke os om en ekstra gang, når vi næste gang ser et tilbud på håndklæder eller lignende.”
Ulandssekretariatet vil i fremtiden prioritere at afholde flere tilsvarende oplæg for skoler.