Ansatte i psykiatrien fik tre ugers ekstra ferie
José Manuel Fonseca er netop mødt på arbejde på det psykiatriske hospital Mario Mendoza i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Her har han arbejdet som sygeplejerske i 28 år.
Denne dag begynder 55-årige José Manuel Fonseca på morgenholdet klokken 6. Det første, han gør, er at få en overlevering fra nattevagten og drøfte den enkelte patient. Dernæst skal alle patienter have et bad inden morgenmaden. Nogle kan klare det hele selv, mens andre skal have hjælp.
”Vi sikrer os, at alle gennemfører hele deres personlige hygiejne, inden vi følger dem til morgenmad, hvor vi sørger for, at hver enkelt får sin medicin i form af piller eller indsprøjtninger,” siger José Manuel Fonseca.
Mario Mendoza er det ene af blot to psykiatriske hospitaler i Honduras, som har syv millioner indbyggere. I alt 230 mennesker er ansat på Mario Mendoza, hvor patienterne også kommer fra retspsykiatrien. En del af patienterne kræver da også ekstra opmærksomhed – eksempelvis de, der er sengeliggende eller fastspændt. Den patientgruppe tager personalet sig af efter morgenmaden, fortæller José Manuel:
”Nogle patienter giver vi sondemad, andre skal have medicin via deres drop som en del af deres terapi. De bliver vasket, får klippet negle, og mændene bliver barberet.”
Om formiddagen deltager nogle patienter i beskæftigelsesterapi af forskellig art, og andre får rørt sig på hospitalets lille boldbane. En del sygeplejersker assisterer lægerne på stuegang. Frokosten serveres midt på dagen, og derefter står der siesta på patienternes program. José Manuel udfylder patientjournaler, så de er klar til overlevering til eftermiddagsholdet.
”Jeg laver en skriftlig evaluering af patientens udvikling i løbet af min vagt, en vurdering af den aktuelle tilstand, og hvad jeg anbefaler fremadrettet,” fortæller José Manuel.
Psykiatrien stærkt nedprioriteret
For José Manuel Fonseca er der flere store udfordringer i det daglige arbejde. En af dem er korrekt medicinering. En anden er sikkerhed, både patientens – at ingen gør skade på sig selv – og personalets, fordi der jævnligt opstår farlige situationer med patienterne.
Men den måske største udfordring er hospitalets knappe ressourcer.
”Vi mangler i lange perioder en lang række ting, også noget så basalt som medicin, termometre, blodtryksmålere og elektrokardiografer.”
Men selv under disse forhold gør alle sig umage for at give patienterne den bedst mulige behandling. Som José Manuel udtrykker det:
”For mig og mine kolleger er psykiatrien et kald ud over at være et arbejde, og vi løser populært sagt vores opgaver med det yderste af neglene. Vi er som en stor og stærkt sammentømret familie, hvor vi somme tider knytter stærkere bånd til hinanden end til vore biologiske familier.”
Derfor bliver de fleste af kollegerne ligesom José Manuel i samme job mange år.
Uddannelse og ny viden åbner døre
José Manuel Fonseca har en månedsløn et stykke over gennemsnittet for psykiatriske sygeplejersker på 15.000 lempiras – eller 4.500 kroner. Det rækker dog ikke til at dække familiens faste udgifter.
Alligevel roser han sin fagforening SIEMHONS for de resultater, den har opnået.
”Vi betaler 60 lempiras i kontingent om måneden, og jeg føler, vi får noget for pengene,” siger José Manuel.
Han er ikke i tvivl om, hvad den største faglige sejr har været:
”Vi har ad tre omgange forhandlet os først til 12 ekstra fridage, siden 18 og nu 21 ekstra ferie/fridage om året som kompensation for de belastende arbejdsforhold.”
José Manuel Fonseca deltog på det allerførste uddannelsesforløb for tillidsrepræsentanter, arrangeret af Honduras største landsorganisation CUTH og støttet af Ulandssekretariatet. Og det har været med til at klæde ham og kollegerne på til at blive dygtige fagforeningsfolk og gode forhandlere:
”Den hjælp vi modtager i form af uddannelse fra vores regionale brancheorganisation, PSI for Mellemamerika og Caribien, og de projekter, der gennemføres med international støtte, er guld værd for alle os medlemmer.”
