100 års kamp for arbejderrettigheder
ILO opstod af mudderet på 1. Verdenskrigs slagmarker. Gamle imperier som Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige faldt fra hinanden, mens folk samlede sig i revolutionære bevægelser. Industrialiseringen tog fart – ofte uden at tage hensyn til arbejdernes rettigheder. I erkendelse af, at social uretfærdighed kan føre til krig og social uro, oprettede ni industrialiserede lande ILO med fundament i tre pointer:
- En universel og vedvarende fred kan kun opnås gennem social retfærdighed.
- Der skal rettes op på arbejdsforhold, der medfører uretfærdighed, afsavn og nød for så mange mennesker, at freden er truet.
- Hvis et land ikke indfører menneskelige vilkår for arbejde, går det ud over de nationer, som ønsker bedre arbejdsforhold.
Siden ILO’s indlemmelse i FN i 1946 har organisationen målrettet sit arbejde til FN’s menneskerettighedserklæring, der blandt andet slår fast, at alle har ret til at organisere sig og til at arbejde, ligesom den understreger, at ligestilling og en fair løn er menneskerettigheder.
ILO er en unik trepartsinstitution med repræsentanter fra arbejdstagere, arbejdsgivere og regeringer. De tre parter mødes årligt til en arbejdskonference for at diskutere forbedringer af standarder og regler. Landene er ikke tvunget til at implementere, og derfor er det en styrke, at enigheden er sikret med social dialog. Inddragelsen af arbejdstagere, erhvervsliv og stater sikrer, at ILO’s arbejde med globale arbejdsvilkår, konkurrenceevne og rammebetingelser er rodfæstet i virkeligheden.
I forhold til Ulandssekretariatets arbejde er det vigtigt, at ILO har vedtaget anbefaling 204 om formaliseringen af den uformelle økonomi og anbefaling 205 om hvordan social dialog og sammenhængskraft på arbejdsmarkedet kan hjælpe overgangen fra krig til fred. Også konvention 151 – retten til at danne fagforeninger og forhandle kollektive overenskomster – er vigtig for Ulandssekretariatets arbejde, fordi mange stater nægter arbejdere retten til forhandling og til at gå i strejke.
Støtten til ILO bør derfor forblive en del af den danske udviklingspolitik. Hvis arbejdsmarkedet i udviklingslandene skal forbedres og udvikles, er der naturligvis brug for internationale standarder og for et internationalt pres for, at de efterleves