Ulandssekretariatets leksikon går på pension
Da Jørgen Assens i januar 1997 tiltrådte sin nye stilling i Ulandssekretariatet, lå det ikke i kortene, at han skulle sætte punktum for sit arbejdsliv samme sted næsten 23 år senere. Men hvad der begyndte som en korttidsansættelse med fokus udelukkende på Bangladesh og Pakistan, kom med tiden til at omfatte mange forskellige ansvarsområder i stort set alle af de lande, hvor Ulandssekretariatet har eller har haft projekter.
Det har gjort Jørgen til en regulær vidensbank, når det gælder fagbevægelsen i udviklingslandene. Og han strør ubesværet om sig med fakta om alt fra FN’s internationale arbejdsorganisation, ILO, til ledelsessammensætningen i fagforeninger i Filippinerne eller viden om sygeplejeforbundet i Tanzania.
Som først programkonsulent og siden leder af Ulandssekretariatets programafdeling har Jørgen været med til at sætte hundredvis af projekter om blandt andet træning af tillidsmænd og kurser i arbejdsmiljø i søen i Latinamerika, Afrika, Asien samt Mellemøsten og Nordafrika. Og det har været så interessant, at han aldrig har kigget sig om efter andre job.
”Det har været virkelig sjovt. I min tid i Ulandssekretariatet har vi været med til at rykke på nogle dagsordener, der stadig er højaktuelle. Vi har blandt andet sat skub i et solidt Afrika-program, som fik løftet dagsordenen fra de akademiske diskussioner om, hvordan man skaber udvikling, til at man gik ind i nogle aktive partnerskaber med lokale fagforbund, som gik i gang med at organisere arbejdere i den uformelle økonomi,” siger Jørgen.
Forbund eksporterer viden om velfærd
Han glæder sig også over de fælles indsatser, som Ulandssekretariatet har sat i søen sammen med dansk fagbevægelse i en række udviklingslande. Med udgangspunkt i en dansk velfærdsforståelse har danske fagforbund og Ulandssekretariatet eksempelvis været med til at udvikle ældrepleje og førskoleundervisning af høj kvalitet i dele af Vestafrika.
”I de konkrete tilfælde er det FOA og BUPL, der har kørt projekterne. Men vi har understøttet dem og de lokale fagforbund og været med til at sikre, at der bliver skabt ordentlige velfærdsløsninger. Dermed har vi også sat velfærd på dagsordenen i alt fra slumkvarterer til de bonede gulve i regeringskontorerne,” siger Jørgen.
I 2017 gik Ulandssekretariatet, DI og 3F sammen i et fælles konsortium, der skal udbrede erfaringerne fra den danske model til at forbedre vilkårene på arbejdsmarkedet i udviklingslandene. At Danmarks største arbejdsgiverorganisation i dag er på vej til at blive en reel udviklingsaktør, åbner helt nye muligheder for at vise, hvor langt man kan komme med dialog og forhandling, mener Jørgen.
Pakistan – smertensbarn og glimt af håb
Når han skal pege på en indsats, han har været særlig stolt over i sin tid i Ulandssekretariatet, så går tankerne til Pakistan. Det sydasiatiske land har både været et smertensbarn på grund af den urolige politiske situation i landet, men også en solstrålehistorie takket være det særlige ansvar, som fagbevægelsen har løftet under vanskelige vilkår.
”Da vi først engagerede os i Pakistan, var fagbevægelsen dér splittet. Vi gik derfor i gang med en systematisk kapacitetsopbygning. Siden er mange nye medlemmer kommet til, og hovedorganisationen i Pakistan, PWF, er i dag en reel forhandlingspartner for regering og arbejdsgivere med indflydelse på alt fra pensionslovgivning til arbejdsmarkedslovgivning,” forklarer Jørgen.
Udfordringen fra uformel økonomi
Arbejdsmarkedet i Pakistan og de fleste andre udviklingslande er præget af usikre og uregulerede ansættelsesforhold. Arbejderne har stort set ikke nogen rettigheder, når de står uden for fagforeningerne.
Derfor er en af de allerstørste udfordringer for fagbevægelsen i udviklingslandene at organisere arbejderne i den uformelle økonomi, mener Jørgen. Han peger dog samtidig på, at det bestemt ikke er uproblematisk for en fagforening både at skulle repræsentere medlemmer fra det formaliserede arbejdsmarked og den uformelle økonomi, når det meste af lovgivningen – som mindsteløn og arbejdsmiljø – er skabt til det formelle arbejdsmarked.
”Det bliver interessant at se, hvordan fagforeningerne kan omstille sig til at rumme medlemmer fra den formelle og uformelle økonomi på samme tid i årene, der kommer. Det er en kæmpe udfordring at spænde over begge dele, og det er noget, vi har arbejdet sammen med ILO om, så vi kan videregive vores erfaringer. Det vil jeg ikke kunne lade være med at følge med i, selvom jeg ikke længere skal arbejde med området,” siger Jørgen.
Interessen vil bestå
Når man samlet set har arbejdet med at skabe udvikling gennem arbejdsmarkedet i mere end 20 år, kan man altså ikke bare slukke for interessen for området samtidig med arbejdscomputeren.
Så selvom familien kan forvente at se mere til ham fremover, når pensionisttilværelsen formelt går i gang i det nye år, kommer udviklingsstoffet også til at optage Jørgen fremadrettet. Og det samme gør fagbevægelsen, for de to kan ikke skilles ad, understreger han:
”Som jeg ser det, kan man ganske enkelt ikke føre udviklingspolitik og bekæmpe ulighed uden at inddrage fagbevægelsen – vi er et nødvendigt tandhjul. Du kan sagtens skabe vækst, der kommer nogle få mennesker til gode, men du kan ikke skabe velfærd for et helt samfund eller sikre udvikling, fred og stabilitet uden ordentlige arbejdsforhold. Jeg ville ønske, at der var mere på fokus på den del af udviklingspolitikken – også politisk.”